Efteråret er for alvor sat ind, og hvad er mere hyggeligt end en biograftur med familie eller venner?  Søndag den 30. oktober afholdes Nordisk Films Store Biografdag. Billetter koster 60 kroner uanset film, format, sal og tidspunkt.

Det fejrer Nordisk Film Biografer med billetter til kun 60 kroner hele dagen den 30. oktober. Uanset alder og smag har biografen noget for alle og med Den Store Biografdag ønsker Nordisk Film at tilgodese de trofaste gæster, der ser alle de nye film først, men også at genantænde biografglæden hos de gæster, der kommer sjældnere i biografen.

”Efter en tid med nedlukninger og social afstand er det en kæmpe fornøjelse af byde danskerne tilbage i biografen. Biografoplevelsen er noget særligt og heldigvis en oplevelse, danskerne prioriterer, når de skal være sammen om en kulturel oplevelse, og vi ser frem til at have propfyldte sale over hele landet til Nordisk Films Store Biografdag,” siger Casper Bonavent, der er direktør i Nordisk Film Biografer.

”En tur i biografen er noget, de fleste kan blive enige om – fra det voksne publikum over børnefamilierne og de unge, der måske tager deres forældre med eller omvendt.”
Grin, græd eller gys sammen med resten af Danmark Der bliver rig mulighed for at få følelserne i spil den 30. oktober med filmatiseringen af bogsuccesen og kærlighedsdramaet ”Hvor Flodkrebsene Synger”. Kan man klare mere efter det følelsesladede drama, toner Dwayne ”The Rock” Johnson frem som superhelt i actionbraget ”Black Adam”. Den danske ungdomsfilm ”Smuk” handler om det bittersøde gymnasieliv og de sociale mediers magt, og gyserfans kan mærke angsten komme snigende med horrorfilmen ”Smile”.

I den mere familievenlige genre er ”Mugge og hans mærkelige hjerne” på plakaten, og så kan man endnu nå at opleve publikumssuccesen ”Bamse” om den elskede musiker Flemming ”Bamse” Jørgensens liv og karriere. Det hele præsenteres i allerhøjeste kvalitet hvad angår service, komfort og moderne biografteknik på lærred og lyd.

Nærmere information
Billetter købes via www.nfbio.dk, NF Bio-app eller i biografens billetsalg.

 

Pressefoto Nordisk Film Biografer