Til efteråret træder Køges borgmester Marie Stærke ind som eksternt medlem i Roskilde Universitets bestyrelse.

Et stærkt fokus på, hvordan universitetet kan udvikle samarbejdet med kommunerne i Region Sjælland. Det er noget af det, Marie Stærke kan bidrage med, når hun til oktober træder ind som et af de fem eksterne medlemmer i Roskilde Universitets bestyrelse.

Marie Stærke. Pressefoto.

“Med sin post som borgmester i Køge Kommune har Marie Stærke – ligesom Roskilde Universitet – en stor strategisk interesse i udviklingen af Region Sjælland, og hun har desuden udvist stærk interesse for og indsigt i hele uddannelsesområdet og dets betydning for den regionale udvikling. Det gør hende til en stærk profil, som vi glæder os til at kunne byde velkommen i bestyrelsen,” siger formand for Roskilde Universitets bestyrelse og administrerende direktør i NIRAS A/S Carsten Toft Boesen.

Marie Stærke ser frem til arbejdet i Roskilde Universitets bestyrelse.
“Det er med stor glæde, jeg modtager nyheden om, at jeg er udpeget som medlem af RUC’s bestyrelse. Mange af RUC’s studerende uddannes til stillinger i det offentlige, og jeg kan bidrage med viden om den offentlige sektor, maskinrummet, og hvordan beslutninger bliver til. Dertil kunne der være mange samarbejdsflader mellem RUC og kommunerne om emner inden for flere aspekter fx fastholdelse og rekruttering af arbejdskraft, velfærdsteknologi, generel digitalisering, byplanlægning, redskaber til dialog med borgerne mv.,” siger hun og fortsætter:

“Det er 15 år siden, Region Sjælland blev til, og RUC er i høj grad “vores” regions universitet. Jeg ser frem til at bidrage til at skabe et fælles ejerskab til og stolthed over at være hinandens forudsætninger,” siger det kommende bestyrelsesmedlem.

Marie Stærke var første gang borgmester i Køge Kommune fra 2007 til 2013 og blev igen valgt til posten ved kommunalvalget i 2017. I 2020 blev hun desuden udpeget til næstformand i Socialdemokratiet. Hun er bachelor i historie, engelsk og dansk fra Københavns Universitet. Marie Stærke træder ind i bestyrelsen den 1. oktober 2022 som afløser for Lisbeth Lollike, direktør i Lollike Consult.

Roskilde Universitets bestyrelse har ni medlemmer i alt – fem eksterne, som indstilles og udvælges af et indstillings- og udpegningsudvalg, samt fire interne bestyrelsesmedlemmer, som dækker både studerende, teknisk-administrativt og videnskabeligt personale.

Se de øvrige medlemmer af bestyrelsen på Roskilde Universitets hjemmeside.

Kilde.