I en koordineret indsats ransagede Københavns Politi i går syv adresser i Københavnsområdet og i Roskilde og beslaglagde en større mængde syntetiske cannabis-produkter. Produkterne kædes sammen med flere tilfælde, hvor borgere er blevet ramt af alvorlige følgevirkninger efter indtagelse.
En målrettet efterforskning af tre tilfælde, hvor borgere er blevet ramt af alvorlige følgevirkninger efter at have benyttet sig af syntetiske cannabis-produkter, har i dag ført til beslaglæggelse af en større mængde produkter fra virksomheden bag produkterne. Det drejer sig om produkter, der bl.a. sælges på virksomhedens egen hjemmeside og via forhandlere såsom en lang række kiosker i hele landet dog primært i hovedstadsområdet.
I forbindelse med aktionen har Københavns Politi anholdt to mænd, der ejer virksomheden.
Den seneste måned har politiet fået kendskab til to forskellige tilfælde, hvor i alt tre personer er blevet ramt af alvorlige følgevirkninger efter at have indtaget de syntetiske cannabis-produkter. I det ene tilfælde var to personer påvirket i en sådan grad, at de ikke kunne tage vare på dem selv, og hvor en pårørende derfor kontaktede Københavns Politi, der med magt måtte skaffe sig adgang til lejligheden, hvor de fandt de to personer i hjælpeløs tilstand. Københavns Politi har derfor på baggrund af grundig efterforskning i dag beslaglagt et større antal af virksomhedens produkter.
I de to kendte tilfælde er det produkterne ”Bubba Kush” og ”Mango Kush”, som er blevet indtaget. Retskemisk Institut har testet de to syntetiske cannabis-produkter og har fundet, at de indeholdt et farligt og ulovligt stof, som er omfattet af lov om euforiserende stoffer.
”Vi tager sagen meget alvorligt, og det er også derfor, vi i dag har besluttet at beslaglægge en række produkter fra den pågældende virksomhed, for på den måde at forsøge at forhindre yderligere tilfælde,” siger politiinspektør Tommy Laursen.
Københavns Politi har orienteret relevante myndigheder – herunder Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen – om efterforskningen, der fortsat pågår.
