DGI, Roskilde Tekniske Skole og Roskilde Kommune starter ambitiøst projekt støttet af Nordea fonden.
Projektet KICK skal øge trivslen og læringen på Roskilde Tekniske Skole. Eleverne er frontløbere i et nyt projekt, der skal inspirere alle landets erhvervsskoler. Der blev grinet, jongleret med fodbolde, løbet stærkt og meget andet i fredags, da 200 elever, lærere og fagfolk på Roskilde Tekniske Skole i fredags kastede sig ud i street-fodbold, Happy Moves, bordtennis, atletik og mange andre sjove ting. Anledningen var, at projektet KICK blev sparket i gang.
Målet med KICK er at knække to af de udfordringer, mange erhvervsskoler har. Dels at leve op til kravet om, at 45 minutters bevægelse dagligt skal være en del af undervisningen. Dels at få flere elever til at gennemføre deres uddannelse.
Erfaringerne fra Roskilde Tekniske Skole skal bruges til at udvikle en model, som kan give markant mere bevægelse og idræt på alle erhvervsskoler landet over, både i form af skemalagte idrætstimer og ved at integrere bevægelse i den øvrige undervisning.
Det er fire nystartede grundforløbsklasser på Roskilde Tekniske Skole, som får et kick – to klasser fra fagretningen Dyr og landbrug, en fra Metal og mekanik og en fra Det digitale design.
Som led i projektet skal instruktører fra idrætsforeninger stå for aktiviteter i idrætstimerne, og samtidig skal DGI uddanne lærerne i at integrere idræt og bevægelse i undervisningen.
Det er Roskilde Kommune, Roskilde Tekniske Skole og DGI, der står bag projekt KICK, som har fået 2,3 mio. kr. i støtte af Nordea-fonden. Direktør for Roskilde Tekniske Skole, Jesper Østrup:
“På Roskilde Tekniske Skole har vi fokus på at inddrage bevægelse i undervisningen som metode til at skabe positive læringsmiljøer og gode tætte relationer mellem eleverne.
I projekt KICK styrker vi dette trivselsarbejde endnu mere, og samarbejdet med kommunen og DGI gør, at vi kan arbejde målrettet med at skabe sunde, glade elever, som får masser af læring”.
Formand Skole- og Børneudvalget i Roskilde Kommune, Claus Larsen, “I Roskilde Kommune har vi en klar ambition om, at alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det betyder også, at når de unge afslutter folkeskolen, skal de være klar til og have lyst til mere uddannelse. Både i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne er motion og bevægelse med til at øge både trivsel og indlæring. Derfor kan det også være med til, at færre falder fra, så flere gennemfører den uddannelse de er begyndt på.”
Annette Wilhelmsen, medlem af DGI’s hovedbestyrelse, “Det er dejligt at se opleve energien og gejsten til kick-off på projektet. Det tyder godt for ambitionen om at gøre bevægelse til en fast del af elevernes hverdag. Jeg glæder mig til at følge projektet og samarbejdet med de lokale idrætsforeninger, fordi man på den måde kan arbejde for, at eleverne også kommer til at bevæge sig endnu mere efter skoletid”
Direktør for Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen, “Vi kan alle have brug for et motions-kick, og særligt unge på erhvervsskolerne. Kick gør motion til en naturlig del af de unges skolegang, og vi er sikre på, at Roskilde Tekniske Skole vil inspirere andre erhvervsskoler til på den måde at styrke de unges sundhed og fællesskab.”