Kender du et par eller en familie, hvor det kribler i fingrene for at få lov til at realisere deres boligdrøm – alene eller sammen med andre. Nogle, der vil designe og tegne deres egen bolig?

Foto ABW

Uanset om de er nysgerrig på at skabe en enestående bolig skræddersyet deres behov, har hænderne skruet godt på og ønsker at “gøre-det-selv” eller drømmer om at dyrke de nære naborelationer i et lokalt fællesskab, giver selvbyg på Musicon nu mulighed for det.

Men hvor finder vi selvbyggerne? Hjælp os med at dele budskabet til dine venner, som du tror har en selvbygger i maven.

Roskilde Kommune inviterer til netværksmøder og workshops, hvor selvbyggerne kan høre mere om mulighederne og få indblik i processen fra ende til anden. Møderne er den 2. eller 4. februar.

Læs mere og tilmelding her.

Fakta
Hvad sker der, hvis man sætter 30 helt almindelige danskere til at tegne og opføre deres eget rækkehus på Musicon? Det er essensen af et nyt eksperiment som Roskilde Kommune netop har sat i gang i den kreative bydel. Med projektet ’Urbant Selvbyg’ ønsker vi at give plads til, at beboerne kan træde ind i rollen som bygherre og indfri deres egne boligdrømme.

Projektet er udviklet efter tysk og hollandsk forbillede, hvor særligt Baugruppen er et velkendt fænomen.

Ambitionen er at sætte boligudviklingen fri og undersøge, hvilke kreative, arkitektoniske løsninger, der kan opstå, når beboerne sætter sig for bordenden med pen og lineal i hånden. Vi tror på, at der kan komme en spændende og enestående by- og boligudvikling ud af dette.

Projektet indgår i Realdania og Statens Kunstfonds ’Boliglaboratorium’ og sammen med et stærkt, tværfagligt rådgiverteam bestående af Vandkunsten, Nordiq Group, Foldschack Advokater, COWI samt Anne Romme og Morten Birk Jørgensen fra KADK, har Roskilde Kommune udviklet en samlet ramme for urbant selvbyg i Musicons sidste hjørne, Hal 12. Det kræver gennemtænkte løsninger for både planlægning, udbud, organisering, finansiering og meget, meget mere.

Nu lyder startskuddet med de første netværksmøder og workshops, hvor både beboere og interesserede rådgiver inviteres til at høre mere om mulighederne og det kommende forløb.

Kilde.