Tag med på en underholdende rejse ind i sportens verden med Gustav og Jan, to litteraturnørder på udebane, i den nye sæson af Krydsord, Roskilde Bibliotekernes litterære podcast.

Bevægelse. Sammenhold. Hård træning. Tabere og vindere. Vi er i sportens verden. Men er du typen, der slukker for nyhederne, når sportssektionen går i gang, og vil du hellere læse avisens bogtillæg end tjekke fodboldresultaterne? Og skal du helt sikkert ikke være i Roskilde, når byen til sommer trækker i gult og verdens største cykelløb triller forbi? Bare rolig, der er hjælp at hente.

I den ny sæson af Roskilde Bibliotekernes podcast, Krydsord, undersøger bibliotekarerne Gustav Flyvbjerg Maindal og Jan M. Johansen, hvad det er ved sport og sportens verden, der griber folk og forvandler middelaldrende hverdagsmennesker til frådende hulemænd, når de ser en bold trille, hører trampen i pedaler eller ser granvoksne mænd tæske løs på hinanden i en ring. Og det gør de naturligvis gennem litteraturen.

Gustav Flyvbjerg Maindal fortæller:

“Vi er nok de mindst sportslige mennesker i Roskilde og omegn. Det har altid været fascinerende at betragte den passion, sport kan frembringe i mennesker. Man bliver næsten helt misundelig. Måske sidder der andre derude, der har det ligesom os. Derfor tager vi lytterne med ud på en rejse ind i sportens verden og bliver klogere på, hvorfor sport er så fascinerende – og om litteraturen kan bringe os tættere på at forstå passionen for sport.”

Der findes et bredt udvalg af biografier, romaner og digte om sport i bibliotekets fysiske og digitale samling, og Gustav og Jan kommer omkring flere forskellige genrer og giver tips til, hvilke titler du kan læse eller lytte til i løbet af forårets fire podcast-episoder.

Det første afsnit udkommer torsdag den 31. marts og her interviewer Gustav og Jan en række sportsinteresserede kollegaer, som hver har deres eget specielle interessefelt inden for sport. Igennem kollegernes personlige fortællinger starter den litterære rejse ud i sportens verden.

I et kommende afsnit kan du blandt andre møde forfatter og redaktør Ole Sønnichsen, der står bag en række populære sportsbiografier.

Fakta om podcasten Krydsord

I Roskilde Bibliotekernes litterære podcast ‘Krydsord – litteratur på tværs’ sætter vi fokus på litteraturen og de mange koblinger, der er mellem bøgernes verden og den omkringliggende verden. Vi taler om litteraturen i musikken, og om musikken i litteraturen. Vi taler om bogen, der var ugleset, og om forfatteren, der var kontrær, eller ikke ville sættes i bås. Vi taler om bøger, der inspirerede film, og om film, der inspirerede forfattere.

Fra marts til juni vil der den sidste torsdag i måneden blive udgivet et nyt afsnit af Krydsord.

Du kan abonnere på Krydsord i din foretrukne podcastapp eller lytte med fra roskildebib.dk/krydsord

Podcasten er produceret af bibliotekarerne Jan M. Johansen, Gustav Flyvbjerg Maindal og Ulla Hoberg Lyhne. Jingle: Neogrotesque af Tortue Super Sonic.

Pressefoto