Jyllinge-Stenløseruten forbinder ikke bare pendlerne i Jyllinge med S-togsforbindelsen i Stenløse. Den forbinder også Roskilde Kommune i Region Sjælland med Egedal Kommune i Region Hovedstaden. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.
Supercykelstien Jyllinge-Stenløseruten er nu officielt åben. Og efter flere forsinkelser undervejs glæder det borgmestrene i Egedal og Roskilde Kommuner, at de nu kan byde cyklisterne velkommen på ruten.
”Med Jyllinge-Stenløseruten får Egedal Kommune sin anden supercykelsti, og borgerne får endnu en mulighed for at tilvælge den grønne, aktive og sunde transportform. Det glæder mig, fordi vi ved, at gode cykelmuligheder gør det nemmere at vælge cyklen, når man skal transportere sig til arbejde, uddannelse og fritidsinteresser,” siger Karsten Søndergaard (V), borgmester i Egedal Kommune, der på sin elcykel er godt i gang med at cykle regionen rundt og glæder sig til supercykelstiens nye udfordringer.
Online markering 10. februar
Grundet omstændighederne lader en større og fysisk lancering af ruten vente på sig. I stedet markerer Supercykelstisamarbejdet og de to kommuner åbningen af den flotte rute online på de sociale medier d. 10. februar 2021. Her kan man se en videogennemkørsel af den 7 kilometer lange rute, der løber fra Jyllingecenteret til Stenløse Station og Egedalcentret. I opgraderingen til supercykelsti har begge kommuner flere steder på ruten etableret helt ny sti, ligesom der er sikret krydsningsmuligheder ved større veje.
” Cyklen spiller en afgørende rolle i at få vores pendlere til og fra stationer og stoppesteder på en let og fleksibel måde. For borgerne i den nordlige del af Roskilde Kommune betyder supercykelstien og koblingen til Stenløse Station, at det er nemmere at tage cyklen til S-toget og tage toget videre til arbejde. Det gør både cyklen og den kollektive transport mere attraktiv og mere effektiv, fordi du får motionen på cyklen og afslapning eller arbejdstid i toget,” siger Tomas Breddam (S), borgmester i Roskilde Kommune.
Grøn mobilitet
Roskilde Kommune var den første af indtil videre tre kommuner i Region Sjælland til at indtræde i hovedstadsregionens Supercykelstisamarbejde, mens Jyllinge-Stenløse er kommunens første supercykelsti.
”Ligesom pendlerne ikke stopper ved kommunegrænserne, stopper de heller ikke ved regionsgrænserne. Derfor giver det god mening for Roskilde Kommune at være med i Supercykelstisamarbejdet. Vi har mange borgere, der pendler nordpå eller østpå, og især med elcyklernes indtog kan flere og flere se fidusen i at tage noget af turen eller hele turen på cykel,” siger Tomas Breddam (S), borgmester i Roskilde Kommune.
Også i Egedal Kommune fylder den grønne mobilitetsdagsorden, da 76 % af borgerne pendler ud af kommunen.
”Egedal Kommune har den perfekte kombination af at ligge i landlige omgivelser og være tæt opbundet på pendlerlinjerne til resten af hovedstaden – en forbindelse der styrkes yderligere nu med åbningen af Jyllinge-Stenløseruten,” siger Karsten Søndergaard (V), borgmester i Egedal Kommune.
FAKTA om supercykelstierne
Supercykelstierne i Region Hovedstaden er et samarbejde mellem 30 kommuner og Region Hovedstaden om at skabe sammenhængende cykelinfrastruktur på tværs af kommunegrænserne i hele regionen. Supercykelstierne forbinder land og by og skal gøre det let, fleksibelt og trygt at vælge cyklen til og fra arbejde.
Supercykelstisamarbejdet har i dag 181 km supercykelsti fordelt på 10 ruter. I 2045 vil der være over 850 km supercykelsti fordelt på over 60 supercykelstier.
Jyllinge-Stenløseruten er samarbejdets 10. supercykelsti og den første til at forbinde Region Hovedstaden med Region Sjælland.
På Region Hovedstadens supercykelstier pendles der hver dag 400.000 km på cykel, svarende til 10 gange rundt om jorden eller 100 Tour de France-løb.
Den gennemsnitlige turlængde på supercykelstierne er 11 km pr. tur. På nogle ruter er gennemsnits-turlængden knap 15 km pr. tur. 55 % af alle beskæftigede pendlere bosat i Region Hovedstaden har 10 km eller derunder til sin arbejdsplads. I hele Danmark er det 47 % af alle beskæftigede pendlere, som har 10 km eller derunder.
Når en rute opgraderes til supercykelsti, stiger antallet af pendlere på ruten i gennemsnit 23 %. I gennemsnit kommer 14 % af de nye pendlere fra bilen.
Supercykelstierne er ét af Danmarks mest rentable infrastrukturprojekter. Ifølge den samfundsøkonomiske analyse af supercykelstierne (fra 2018), der er lavet for det samlede net af supercykelstier på dengang 750 km, har supercykelstierne et samfundsøkonomisk afkast på 11 pct., hvilket svarer til 5,7 mia. kr. Efter de opdaterede enhedspriser er den interne rente estimeret til at være mellem 25-28 %.