Kystdirektoratet har netop givet tilladelse til kystbeskyttelse i Jyllinge Nordmark og Tangbjerg. Det betyder, at Roskilde og Egedal Kommune nu er tæt på at kunne beskytte over 500 ejendomme mod oversvømmelse.

Med en tilladelse til at etablere diger, sluse og pumpestation ved Roskilde Fjord og Værebro Å har Roskilde og Egedal Kommune udsigt til at kunne stoppe de oversvømmelser, som flere gange har forårsaget store skader i Jyllinge Nordmark og Tangbjerg.

Kystdirektoratet har givet tilladelse til etablering af diger, sluse og pumpestation i Jyllinge Nordmark og Tangbjerg, som ligger ved Roskilde Fjord og Værebro Å.

– Vi har løbende været i dialog med Roskilde og Egedal Kommune om en løsning. Vi kunne derfor hurtigt foretage den endelige behandling og give tilladelse til de ansøgte kystbeskyttelsestiltag. Vi har givet tilladelse til, at området kan blive beskyttet mod oversvømmelser ved vandstande op til 2,4 meter, hvilket statistisk set svarer til en 1.000-års hændelse, siger områdechef Hans Erik Cutoi-Toft i Kystdirektoratet.

Behovet for at beskytte området ved Jyllinge Nordmark og Tangbjerg blev især tydeligt i forbindelse med stormen Bodil i 2013, hvor vandstanden steg til 2,06 meter og oversvømmede 258 boliger. Flere gange siden har vandet stået højt i området, hvor beredskab og grundejere har kæmpet for at holde vandmasserne ude med sandsække og watertubes.

Det er muligt at klage over Kystdirektoratets afgørelse de næste fire uger. Kommer der ingen klager, kan Roskilde og Egedal Kommune udnytte tilladelsen i en periode på to år under forudsætning af, at kommunerne får de sidste detaljer på plads.

Læs tilladelsen her.