Havneselskabet for Roskilde Havn ønsker at bygge et nyt og tidssvarende havnehus og rive det gamle ned. Plan- og Teknikudvalget er med på idéen og indstiller derfor til byrådet, at der kan bygges et nyt og moderne hus i træ, som passer ind i miljøet, og som skaber en spændende plads ud mod havnebassinet.
“Den overordnede idé er at skabe et “råt” havnehus med ganske få og enkle virkemidler, som fastholder ideen om en bygning på havnen, der vil bidrage positivt til oplevelsen af Roskilde Havn.” siger Tomas Breddam, formand for Plan- og Teknikudvalget.
Niels Erik Sørensen, formand for Havneselskabet siger:
“Havneselskabet har i snart 10 år samarbejdet med kommunen for en løsning omkring den gamle, nedslidte villa, der huser Havnekontoret. Det resulterede i en ny lokalplan for området tilbage i 2013. Vi er meget glade for det resultat, vi nu er kommet frem til i fællesskab og glæder os til det første spadestik, forhåbentlig sidst på sommeren.
Skitseforslaget præsenterer et nyt havnekontor, der kommer til at ligge længere fremme mod havnebassinet, end det nuværende havnekontor. Det giver rum til en mindre plads foran det nye hus ud mod havnebassinet og et udendørs opholdsrum ved siden af bygningen. Begge dele vil skabe gode opholdsrum omkring den nye bygning og give endnu mere liv på havnen. Parkeringspladserne flyttes samtidig om bag ved det nye havnekontor, hvor den nuværende bygning ligger.
Offentlige toiletter og plads til gæstesejlere
Ifølge planen vil havnehuset få et særligt arkitektonisk udtryk med en spændende rå, sort træbeklædning, sorte trævinduer, tagpap med listedækning, zinktag og -nedløb og ovenlysvinduer.
Der vil være adgang til 3 moderne offentlige toiletter, hvoraf det ene er et handicaptoilet med puslefaciliteter.
Til gæstesejlerne vil der være gode og rummelige badefaciliteter i form af 4 badekabiner og 2 toiletter.
Det moderne havnehus vil derudover indeholde en kontor- og informationsafdeling, et mødelokale, en foyer, et lagerdepot og et værksted, samt et sejlerrum på 1. sal med udsigt over havnen. Det er Mangor & Nagel Arkitekter, som har tegnet forslaget til havnehuset.
Åbent hus arrangement
Kommunen og Havneselskabet planlægger, at invitere naboer i Strandgade og havnens aktører til et åbent hus arrangement på Havnekontoret den 27. marts fra kl. 16-19, hvor interesserede kan høre nærmere om projektet og se skitserne for det nye havnehus og omlægningen af de øvrige arealer.
Skitseprojektet er udført i henhold til lokalplanen for Roskilde Havn. Plan- og Teknikudvalget har indstillet forslaget til endelig godkendelse i byrådet. Det er Roskilde Kommune, der i dialog med Havneselskabet har fået udarbejdet skitseforslaget til det nye spændende hus på Roskilde Havn.