Pressefoto

For Thomas Andersen og Sebastian Skov har Roskilde Festival været en fast tradition siden ungdomsårene, og de har utallige gode minder og oplevelser herfra. Nu har de i samarbejde med Roskilde Festival lavet et ur, der er designet til at huske og hylde alle de gode festivalminder – med et lille stykke af den originale dug fra Orange Scene indlagt i hver.

Det er mindre end ti år siden, at de to venner fra Roskilde Handelsskole – Thomas Andersen og Sebastian Skov – fik ideen til det succesfulde urbrand “About Vintage” over et par mexicanske Coronaer på øen Isla Mujeres.

Sidste sommer fik de endnu en idé, mens de delte et par øl for at markere, at en ganske anden form for Corona havde spændt ben for deres årelange festivaltradition på Roskilde. De ville lave et særligt Roskildeur for at hylde festivalen, der i år fylder 50 år.

– Det hele gav så god mening. Roskilde Festivals mission er at skabe gode oplevelser, og det gør de jo på fornemste vis. Hele ideen bag About Vintage er at være med til at fastholde vigtige øjeblikke og begivenheder. Ure bliver jo ofte brugt som gave ved helt særlige lejligheder, og desuden er det et smykke, der går i arv fra generation til generation. Nogle af vores bedste minder er fra Roskilde Festival, så på en måde går alt bare op i en højere enhed for os med det ur, siger Thomas Andersen.

Vennerne tog hurtigt efter kontakt til festivalens ledelse, der heldigvis var med på ideen. Resultatet er et helt unikt ur, der både gemmer på gamle minder og har rum til nye. Bagsiden af uret er dekoreret med et lille stykke af den originale orange dug over festivalens største scene, der har oplevet legendariske navne som U2, Bob Marley og David Bowie, og der er plads til at få indgraveret sit helt personlige Roskilde-moment.

Det nye ur har også referencer til Roskilde Festival på forsiden. Urets krans har nemlig en orange prik, som kan drejes hen til det tidspunkt, hvor man for eksempel skal huske den næste koncertoplevelse på Orange Scene. Det nye ur er samtidigt et klassisk ur med det simple skandinaviske design, der er kendetegnende for alle About Vintages ure.

– Det var vigtigt for os at designe det nye ur, så det kan bruges til alle lejligheder – ikke bare til Roskilde Festival. Det er altså ikke et stykke merchandise, men et klassisk ur af ordentlige materialer med små gennemtænkte referencer til festivalen, siger Thomas Andersen.

Uret er lavet i samarbejde med Roskilde Festival, og About Vintage donerer 25 procent af omsætningen til fonden Roskilde Festival. Det er limited edition, da det kun laves, så længe den originale orange teltdug strækker. Uret kommer i to varianter og kan købes fra 19. juni. Prisen er 1899 kroner. Se mere på aboutvintage.com.