Rødglødende jern, blæsebælgens hvislende åndedrag og lyden af metal mod metal.
Lige nu er smedestuderende fra England i gang med en enorm smedebedrift på Vikingeskibsmuseet, og alle er velkomne til at komme forbi og opleve et anker fra vikingetiden blive genskabt.
Nogle fund fra fortiden kan ikke undgå at gøre indtryk i kraft af deres størrelse, tekniske finesser eller den arbejdsindsats, det har krævet at skabe dem. Netop sådan et spektakulært fund er jernankeret, der blev fundet i skibsgraven fra Ladby på Fyn.
Nu skal det imponerende jernanker genskabes på Vikingeskibsmuseet.
Studerende smeder vikingeanker
Vikingeskibsmuseet har i disse dage besøg af studerende fra den engelske National School of Blacksmithig. De er ikke bare på besøg, for de skal i den kommende lille uges tid smede et jernanker til den nye rekonstruktion af Skuldelev 5-skibet,
Projektet med at lade de studerende smede ankeret til Skuldelev 5-skibet er udviklet ud fra en idé, der er født af Rowan Taylor og Mischa Kunckel, som begge underviser på National School of Blacksmithing, der er en del af ’Herefordshire and Ludlow College’.
Som en del af uddannelsen er skolen, der ligger i Holme Lacy i Herefordshire begyndt at fokusere på eksperimentalarkæologi og rekonstruktion af arkæologiske genstande.
De to initiativtagere henvendte sig derfor til Vikingeskibsmuseet og foreslog at tage deres studerende med her til Roskilde og smede et anker til den nye rekonstruktion af Skuldelev 5-skibet, som vi i øjeblikket bygger på museets bådeværft.
Samarbejde på tværs af lande- generations- og faggrænser
På Vikingeskibsmuseet har museumsinspektør ph.d. Tríona Sørensen ventet spændt på at modtage transporten af det særlig jern, de studerende skal bruge til ankeret. Det ankom ved middagstid torsdag, og lidt senere på dagen kommer de studerende og deres undervisere.
For Vikingeskibsmuseet er det vigtigt, at samarbejde bredt for at sikre fokus på at vedligeholde de gamle håndværksteknikker og udbredelse af den eksperimentalarkæologiske praksis, som museet er internationalt anerkendt for:
“Dette samarbejde er et perfekt eksempel på, hvordan eksperimentalarkæologi fungerer i praksis, og hvordan processen med at rekonstruere arkæologiske fund ideelt set bør foregår i tæt samarbejde mellem arkæologer, materialeeksperter og de håndværkere, der er specialiseret i traditionelle håndværksteknikker”, fortæller Tríona Sørensen.
I arbejdet med eksperimentalarkæologi på Vikingeskibsmuseet er det en lang tradition at indgå samarbejder med håndværkere og forskere fra både ind- og udland, men det er første gang, at museet har fået mulighedn for at samarbejde med smedestuderende.
“Sådan et tværfagligt og tværnationalt samarbejder er afgørende for, at vi kan sikre de vitale færdigheder og teknikker, der skal til for at genskabe fortidens genstande og aftvinge dem ny viden. Det handler om, at skabe muligheder for at kunne videregive erfaringer til den næste generation af håndværkere – en generation, der forhåbentlig skal spille en central rolle i udviklingen og forbedringen af eksperimentalarkæologisk praksis i fremtiden”, slutter Tríona.
Vikingeskibet blev ribbet for løsdele
Den eksperimentalarkæologiske praksis er væsentlig for fuldt ud at kunne forstå komplekse genstandsfund fra fortiden. Meget få store arkæologiske genstande overlever nemlig helt intakte, og Skuldelev 5-skibet, der er udstillet i Vikingeskibshallen, er ingen undtagelse.
Omtrent 50 % af skibstømmeret er bevaret efter de mange århundreder på bunden af Roskilde Fjord, fra skibene blev sænket i vikingetiden frem til 1962, hvor de berømte Skuldelevskibe blev udgravet.
Det bevarede tømmer repræsenterer dog kun dele af selve skibets skrog. Alle fem Skuldelevskibe blev nemlig ribbet for alle løsdele som tovværk, sejl, årer, ror, skjolde og andet udstyr, der kunne fjernes og genbruges, før de tomme skibsskrog blev fyldt med sten og sænket for at skabe en spærring tværs over en af fjordens sejlrender.
Anker til det nye krigsskib
Dette betyder, at der heller ikke blev fundet ankre sammen med vikingeskibene. Derfor har smedeteamet fra National School of Blacksmithing valgt at basere ankeret til den nye rekonstruktion af Skuldelev 5-skibet på et af de bedst bevarede ankerfund fra vikingetiden, nemlig ankeret fra skibsgraven i Ladby på Fyn.
Ankeret fra Ladby er et såkaldt stokanker. Stokken, der har været af træ, sidder øverst på ankeret og vinkelret på fligene, ankerets jern’vinger’. Når skibet kaster anker, sikrer stokken, at fligene kan gribe fat i havbunden.
Smedene fra National School of Blacksmithing arbejder på museet 24. til 29. maj
Smedene fra National School of Blacksmithing begynder arbejdet på deres version af Ladbyankeret fra 24. maj, og alle, der besøger museumshavnen, vil kunne følge deres arbejde på plænen foran Vikingeskibshallen i en lille uge fra 24. til 29. maj.
Fakta om vikingetidens jernankre
Ankre fra sten til jern
De tidlige ankre, som blot brugte vægten af en sten til at holde et skib på plads, var ikke særligt effektive.
Omkring 600 f.Kr. blev der i Middelhavsområdet udviklet et smartere design: Stokankeret. Med romernes ekspansion spredte kendskabet til disse jernankre sig til Nordeuropa i det 1. århundrede e.Kr.
I vikingetidens Skandinavien blev stokankre også anvendt.Disse ankre var kendetegnet ved deres lange, slanke ankerlæg, små flige og to huller – et til ankertovet og et til bøjerebet.
Vikingernes ankre blev smedet af sammensvejste jernstrimler, der blev bundtet sammen og formet til et T-formet råemne, før de blev færdiggjort som ankre.
