Kommunalpolitikerne har forskellig gennemslagskraft i de klassiske nyhedsmedier og på de sociale medier. Kun otte ud af 20 politikere formår at slå stærkt igennem på begge platforme. Det viser en ny analyse fra Roskilde Universitet.
Valgkampe i Danmark er blevet hybride. Det betyder, at politikerne helst skal være til stede både i de klassiske nyhedsmedier og på de sociale medier. Men hvem klarer sig bedst hvor, og er det de samme politikere, der har succes på tværs af platforme? Her viser en ny analyse fra Roskilde Universitet, at det er forskellige politikere, der hitter på de sociale medier og i de klassiske nyhedsmedier, såsom dagblade, tv-nyheder og lokalaviser. På en top-20 er det kun otte politikere, der optræder på begge lister.
Opgørelsen er en del af Borgmesterbarometeret, som professor Mark Blach-Ørsten og studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab står bag i samarbejde med Infomedia og Altinget.
“De politikere, der topper på tværs af platforme, kalder vi for hybride medie-politikere. Det vil sige de politikere, der i stand til at markere sig begge steder. I vores analyse er det for eksempel Eva Kjer Hansen, Villy Søvndal og Sophie Hæstorp Andersen. Alle tre er kendte politikere. Sophie Hæstorp stiller op som overborgmesterkandidat for socialdemokraterne i København, og Eva Kjer Hansen og Villy Søvndal kæmper mod hinanden i Kolding i en af landets mest omtalte kommunale præsidentvalgkampe,” siger professor Mark Blach-Ørsten.
Fra plads nr. 60 til 1
Til gengæld er der en række politikere, som kun slår stærkt igennem i den ene type af medier. Nummer 1 i interaktioner på de sociale medier er Ole Birk Olesen (LA) fra København, som kun er nummer 60 på listen over omtaler i traditionelle nyhedsmedier. Han har selskab i toppen af Christina Krzyrosiak Hansen (S) fra Holbæk og Pelle Dragsted (Ø) fra Frederiksberg. Begge disse politikere ligger også et godt stykke længere nede på hitlisten over medieomtaler i de traditionelle nyhedsmedier.
“Ser man på disse tre politikere, er der virkelig en forskel mellem de forskellige platforme. De er alle politikere, der er meget kendte i deres lokalområde; en tidligere minister, en nuværende borgmester og et tidligere højt profileret folketingsmedlem, men de satser tilsyneladende ikke primært på de traditionelle medier i dette valg. De er helt åbenlyst gode til at udnytte det potentiale, der er i de sociale medier. Det spændende bliver jo så, om de sociale medier får betydning for deres stemmetal,” siger studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst.