Det blev i forbindelse med budgetforliget i efteråret politisk besluttet, at Roskilde Kommune skulle have en boligpolitik i balance – og allerede på årets første byrådsseminar i februar var boligpolitikken på dagsordenen, og her var byrådet særligt optaget af initiativer i store bebyggelser som f.eks. Rønnebærparken og Æblehaven, hvor mange er uden arbejde og socialt udsat med beskedne indtægter.
Det skriver Roskilde Kommune til Dit Roskilde.
Derfor startede byrådets andet seminar med en rundtur i to af landets store udsatte boligområder – Gyldenrisparken på Amager og Tingbjerg ved Husum, hvor byrådet fik et indblik i de igangværende udviklingsprojekter.
“Det er rigtig vigtigt, at vi på tværs af politiske udvalg får en forståelse af, hvordan vi fremadrettet arbejder med de udfordringer, der er i udsatte boligområder, og her kan vi jo lige så godt tage udgangspunkt i de tiltag, der har virket andre steder,” siger borgmester Joy Mogensen.
Arbejdet med boligpolitikken, boligudbygningsplan og udvikling af de eksisterende boligområder foregår i tæt samarbejde med vigtige aktører i kommunen, herunder naturligvis især Boligselskabet Sjælland.
“Jeg tror, at jeg taler på vegne af hele byrådet, når jeg siger, at vi i dag for alvor har taget hul på arbejdet med at sikre en boligpolitik i social balance. Vi har fået en masse input, som vi kan bruge i det videre arbejde,” siger borgmester Joy Mogensen.
Der bliver de kommende år bygget 600 – 900 boliger i Roskilde Kommune, mange af disse er almene boliger. Det er samtidig meningen at kommunens udsatte boligområder løftes markant og gøres attraktive også for ressourcestærke borgere, ligesom der skal tænkes i boformer, der imødekommer målgrupper, som ellers har svært ved at finde bolig i Roskilde Kommune.