Problemet med unge elever, der hasarderet kører i bil og på knallert i området omkring Musicon, får nu Roskilde Kommune til at bruge grovfilen i en ny indsats. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Sammen med politiet går kommunen ud med budskabet: Kør ordentligt! Materialet, som eleverne får udleveret, viser et billede af et kørekort, som bliver klippet over. Samtidig bliver det vist præcist på et kort over området, hvilke bøder det giver at bryde færdselsloven på de steder, hvor de unge færdes.
For eksempel består det meste af Musicons område af en gågade med kørsel tilladt. Her gælder en regel om særlig agtpågivenhed og hensynsfuldhed over for gående – og aldrig over 15 km/t. Straffen er ubetinget frakendelse af kørekortet.
Tilsvarende er der eksempler på, at de unge kører igennem en bussluse. Her er bøden 1.500 kr. i bil og 1.000 kr. på knallert.
Politiet intensiverer nu deres patruljering i området.
”Almindelige kampagner om trafiksikkerhed taler til vores samvittighed. Vi skal vise hensyn og tænke på, at vi kan skade andre eller os selv. Det tror vi ikke virker i forhold til de unge, der lige har fået kørekort og om som er meget interesserede i deres biler eller knallerter”, siger formand for kommunens Plan- og Teknikudvalget, Torben Jørgensen.
”Vi ved fra forskningen, at det er de unge mænd, der er de store syndere i trafikken. De har dødstallene, de overtræder fartgrænserne, de kører hasarderet, og de slår andre ihjel. Forklaringen ligger i en asymmetrisk hjerneudvikling, hvor venstre hjernehalvdel hæmmes til fordel for højre. De betyder, at de unge mænd reagerer, handler og bruger fysikken frem for at koordinere og vurdere. Derfor er de heller ikke særligt modtagelige for budskaber, der taler til samvittigheden, mens signalet om, at der er ”afregning ved kasse 1” måske gør større indtryk”, siger Torben Jørgensen.
Der ligger tre skoler med ungdomsuddannelser i området omkring Musicon:
Roskilde Tekniske Skole med 3.300 elever
Roskilde Handelsskole med 2.000 elever
ZBC i Roskilde med 1.000 elever
Fra på mandag vil der hænge plakater i lygtepælene og sidde flyers under vinduesviskerne på elevernes biler.