Danmarks Statistik har netop udgivet et nyhedsbrev om pendling, hvor man viser, at flere pendler længere på arbejde.
Pendlernes gennemsnitlige afstand fra bopæl til arbejde er fra 2008 til 2016 steget med 2,4 km, og var i 2016 21,5 km. Det er særligt gruppen af pendlere, som har mere end 40 km til arbejde, der er blevet større siden 2008. Denne gruppe er vokset med 21 pct., og udgør i 2016 12,7 pct. af alle pendlere. Det svarer til, at 334.600 personer i 2016 pendlede mere end 40 km til arbejde. Samtidig var der i 2016 færre pendlere, som havde mindre end 20 km til arbejde, end i 2008. Det største fald ses hos gruppen af pendlere med op til 5,0 km til arbejde, som faldt med 11 pct. fra 2008 til 2016. Det svarer til et fald på 99.800 personer, så der i 2016 var i alt 812.800 personer, der pendlede op til 5,0 km til arbejde.
Kommunerne i hovedstadsområdet tiltrækker generelt mere arbejdskraft end de afgiver til andre kommuner. Københavns Kommune står i november 2016 for den største nettoindpendling, hvor der var 61.700 flere personer, der pendlede ind i kommunen end ud af kommunen for at arbejde. Udover hovedstadsområdet er det også de andre store bykommuner, som aftager en stor del af arbejdskraften. I 2016 var der i Aarhus Kommune 26.000 flere, der pendler ind i kommunen end ud af kommunen, og i Aalborg og Odense gælder det hhv. 8.700 og 8.500 personer. Frederiksberg Kommune står for den største nettoudpendling, idet der var 13.200 flere, der pendler ud af kommunen end ind i kommunen.