Alle katte, der adopteres fra Dyrenes Beskyttelses Internater, bliver mærket og registreret. På den måde sikres det, at katten kan komme hjem til sin ejer igen, hvis den skulle blive væk. På Viborg Internat oplevede de selv, hvor vigtigt det er at mærke og registrere sin kat. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

På Viborg Internat bor katten Leo. Leo er en af de mange katte som er kommet til Viborg Internat uden at være mærket og registreret, og da han skulle have et nyt hjem blev det som internats- og klinikkat ved Viborg Internat.

Leo bevæger sig helt frit rundt på hele internatets område, hvor han nyder sin frihed og at kunne komme både udenfor og indenfor. For noget tid siden bevægede han sig dog lidt for langt væk. Heldigvis var Leo mærket og registrere, og han kom derfor tilbage til internatet uden de store problemer.

Tur-retur til Århus
Leo er en nysgerrig kat, og han elsker at undersøge alting. Særligt alle de besøgende der hver dag kommer til både Viborg Internat og Egelund Dyreklinik som deler adresse. Leo er særligt vild med dyreredningsbilerne som jævnligt kommer med dyr til internatet, og han havde gemt sig i en af dem.

Leo kom derfor ud på en lille køretur. Kredsformanden havde ikke opdaget at Leo var kørt med og Leo var musestille under hele køreturen. Det var først da bilens fører ankom til Århus, at Leo hoppede ud af bilen og nysgerrigt gik på opdagelse i kredsformandens have, at han blev opdaget. Heldigvis er Leo mærket og derfor tog det ikke kredsformanden mange minutter at aflæse hans chip og tjekke hvor han kom fra.

Hele Leos rejse endte med at være omkring 70 km. Hvis ikke han havde været mærket, var han nok aldrig kommet tilbage til Viborg Internat hvor han hører hjemme. Heldigvis er han nu hjemme igen i god behold.

En lovgivning er vejen til bedre kattevelfærd
Der er aldrig kommet så mange ejerløse katte ind på Dyrenes Beskyttelses internater som netop nu. Det har fået knap 40.000 borgere til at skrive under for at få indført en kattelov, der pålægger katteejere at mærke og registrere deres kat, på samme måde som det kendes for hunde.

– Hvis alle ejerkatte var mærkede og registrerede ville en stor del af de nødstedte, tilskadekomne og syge katte der kommer ind på internaterne komme hjem igen. Samtidig vil velfærden for kattene blive betydeligt højnet, da katte der er faret vild, ikke vil behøve at leve på gaden uden mulighed for at blive hjulpet hjem igen. En lov om mærkning og registrering vil hjælpe både katte, ejere og internater der hvert år bugner med ejerløse katte, forklarer Jens Jokumsen, Familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.

I 2020 modtog Dyrenes Beskyttelse 8902 katte og killinger. Det er en stigning på 2 % i forhold til 2019 hvor der også var rekord i antallet af indleverede katte. Disse tal understreger blot at behovet for en lov for kattene er større end nogensinde før. En stigning på 2 procent er meget, når vores internater i forvejen bugner med katte.

Kattemanifest for bedre velfærd

Det anslås, at omkring 650.000 katte holdes som kæledyr herhjemme. Hertil kommer et ukendt antal ejerløse katte. Men velfærden halter for kattene. Hvert år overlades flere tusinde til deres egen skæbne. Katte løber bort, og bliver aldrig genforenet med deres ejer. De bliver syge, og der er ikke nogen til at tage sig af dem.

Siden midten af december har borgere, virksomheder og organisationer kunne bakke op om et kattemanifest, der kalder på bedre velfærd for Danmarks katte. Det har mere end 39.000 borgere og 160 organisationer og virksomheder allerede gjort.

Læs manifestet og skriv under på www.kattelovnu.dk