Maj måned er højsæson for fiskeri efter hornfisk, og der er rigtig gode chancer for fangst af den stærke, smukke og velsmagende fisk.
Lørdag den 30. april fra kl. 12.00 er der fejring af foråret og hornfisken på Herslev Bryghus, når den landskendte lystfisker og Lejredreng, Gordon P. Henriksen, fortæller om, hvorfor han holder så meget af hornfisken. Arrangementet er gratis og hele familien er velkommen.
Gordon går på kl. 15.00 og der vil blive hygget, men også nørdet, og talt om teknikker, udstyr og strategi til selve fiskeriet. Gordon fortæller:
”Jeg vil også dele rundhåndet ud af mine favoritområder i fjorden, hvor der er gode chancer for fangst af hornfisk. Jeg tager også lidt rygeudstyr med og viser, hvor nemt det er at ryge sine egne fisk og fortæller om, hvordan egnsretten ”Sol over Lejre” blev til. ”
Der er også åbent i cafeen, hvor man kan bestille en gang ”Sol over Lejre” som består af rugbrød, hornfisk, æggeblomme, radiser og purløg. Bryghuset har også retten på menuen i hele maj måned. De åbner selvfølgelig op for hanerne, og der bliver god mulighed for at smage en masse af deres forskellige øl.
Lån gratis fiskesæt på Herslev Bryghus
Hvis man gerne vil afprøve lystfiskerlivet, men ikke har sit eget fiskeudstyr, så er det muligt at låne det på Herslev Bryghus. Lystfisker Danmark stiller nemlig 20 fiskesæt til rådighed til gratis udlån. De kan afhentes på Bryghuset, og lånes i op til en uge mod et lille depositum.
Hvornår: 30. april kl. 12-18 (oplæg v. Gordon P. Henriksen 15.00-17.00)
Hvor: Herslev Bryghus, Kattingevej 16, 4000 Roskilde
Mad og drikke kan købes på dagen
Arrangement arrangeres af VisitFjordlandet i samarbejde med Herslev Bryghus, og Fishing Zealand.