Fra mandag 3. juni og frem til fredag 28. juni bliver der udført vejarbejde på Holbækmotorvejen ved Roskilde, hvor kørebanerne i retning mod København og en række ramper trænger til et nyt lag asfalt.
De kommende fire uger skal trafikanter på Holbækmotorvejen i retning mod København væbne sig med en smule ekstra tålmodighed, når de passerer forbi Roskilde.
I perioden mandag 3. juni og frem til fredag 28. juni bliver der nemlig lagt ny asfalt på en fem kilometer lang strækning mellem afkørsel 14 Roskilde V og afkørsel 10 Roskilde Ø. Arbejdet inkluderer alle ramper, der ligger på strækningen.
Sådan foregår arbejdet
Arbejdet begynder med, at man affræser den gamle belægning, hvorefter der vil blive udført lokale reparationer i den underliggende belægning. Når det er gjort, skal den nye asfalt lægges på, inden der til slut bliver påført nye vejstriber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Information til trafikanterne
Vejarbejdet kommer til at foregå i aften- og nattetimerne, hvor det er til mindst mulig gene for trafikanterne. I hverdagene vil der således blive udført vejarbejde fra kl. 19.00 til 5.00, mens weekendernes arbejde er planlagt til at finde sted mellem kl. 21.00 og 8.30.
Motorvejen vil hovedsageligt have et spor forbi vejarbejde, hvor trafikken bliver afviklet med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Nogle aftener og nætter kan der dog forekomme omkørsel fra frakørselsrampe 14 af Lindeborgvej til Ringstedvej og tilbage til Holbækmotorvejen ad tilkørselsrampe 13 København.
Hvad angår de ramper, som skal have ny asfalt, så vil de lejlighedsvist blive spærret. Dog er arbejdet tilrettelagt sådan, at to naboramper aldrig vil være spærret samtidigt. Det gælder både fra- og tilkørselsramper.
Mens vejarbejdet står på, vil der være ekstra risiko for kødannelser. Da arbejdet er vejrafhængigt, kan det desuden ske, at det må udskydes som følge af vejrforhold.
I de perioder, hvor der ikke bliver udført vejarbejde, er der åbent for trafikken i fuldt omfang. Dog vil man periodevist være nødt til at køre på fræset eller uafstribet overflade, hvilket også betyder, at der vil blive skiltet med nedsat hastighed.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for naboer og trafikanter.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
Læs mere på Trafikinfo.dk