Kom til festival i biskoppens have og Roskilde Domkirke! Søndag 22. september indbyder Roskilde Stift både børn og voksne til en-dags festival i Roskilde Domkirke og biskoppens have.
Fokus er på økologi, klima og biodiversitet, når vi sammen fejrer skaberværkets mangfoldighed! Dagen byder bl.a. på en høstgudstjeneste for børn, friskpresset æblemost, kreative workshops med papirsengle og frøplantning samt rundbordssamtale med Roskildes borgmester Tomas Breddam, Nationalparkchef Anders Bülow og International Chef for Folkekirkens Nødhjælp Karin Lind. Mens Hagested Ensemblet spiller bløde toner, kan du også få gode råd til, hvordan du skaber biodiversitet i din egen have. I Roskilde Domkirke afholder de tre gudstjenester denne søndag:
Kl. 10.00 Højmesse, høstgudstjeneste v. Ane LaBranche
Kl. 14.00 er alle børn og deres forældre inviteret til en farverig og musikalsk familie høstgudstjeneste v. Thomas Godsk Larsen. Børnekoret synger sammen med os under ledelse af Lene Rasmussen
Kl. 17.00 afsluttes dagen med Skaberværk festgudstjeneste v. Ulla Thorbjørn Hansen og Martin Ishøy