I løbet af de kommende tre år, skal alle hjemmeplejens biler i Roskilde Kommune udskiftes til elbiler. Udskiftningen begynder NU.
Hjemmeplejen i Roskilde Kommune kører hvert år over halvanden million kilometer for at hjælpe kommunens ældre og svage borgere. En udskiftning til elbiler vil reducere kommunens udledning af CO2 med ca. 150 ton årligt. Allerede her i november får medarbejderne i hjemmeplejen i Jyllinge og Hyrdehøj overrakt nøglerne til de første spritnye elektriske Renault Megane-biler, der skal afløse de gamle Toyota Yaris’er, som kommunens fleet-manager, Søren Sommer, betegner som en hybrid light.
25 biler udskiftes her og nu, hvilket er omkring en fjerdedel af hele hjemmeplejens flåde af biler. Om et års tid gælder det Viby Sjælland, der har 10 biler, inden Roskilde Midt og Asterscentret kommer med på el-vognen med deres i alt 63 biler i løbet af 2025-26.
Roskilde Kommune har et mål om at være CO2-neutral på udledningen fra deres køretøjer, og lige nu gælder det for ca 12 pct. af kommunens biler. Men når de omkring 100 biler er indfaset i hjemmeplejen, vil tæt på 30 pct. af kommunens samlede flåde være CO2-neutral.
Håber på færre skader
Søren Sommer, der som fleet manager styrer det store skifte til en eldreven hjemmepleje, fortæller, at man kunne have udskiftet bilerne mere drypvis, men man har valgt at gøre det på én gang fra område til område for at opnå en wauw-effekt, som han udtrykker det.
-Når alle får en flot, ny bil, håber vi, at der vil blive passet lidt bedre på køretøjerne, siger Søren Sommer med et smil.
Det vil glæde hans kollega, Helle Juul-Pedersen, der arbejder specifikt med de bilskader, der opstår i kommunens bilpark. Hun fortæller, at der er et stort potentiale i at nedbringe de samlede udgifter til skader på bilerne. For der er en del eksempler på, at kommunebilerne får skader, mens medarbejderne er på hjemmebesøg.
Af samme grund er de nye elbiler udstyret med crash-kamera både i forrude og bagrude.
Kameraerne, der aktiveres ved bevægelse i nærheden, giver kommunen en dokumentationsmulighed over for forsikringen, hvis der sker en påkørsel, uden at nogen påtager sig ansvaret, eller hvis bilen udsættes for hærværk. Og Søren Sommer regner med, at merudgiften til disse kameraer vil tjene sig hjem med tiden.
Minimal støj fra kommunens køretøjer
De nye hjemmeplejebiler er leaset med fokus på komfort, lavt støjniveau og på brugervenlighed.
-Bilen er jo en arbejdsplads for medarbejderen, og så har vi som kommune en ambition om at lave minimal støj, når vi kører i beboelsesområder, siger Søren Sommer.
De nye biler er udstyret med moderne helårsdæk, der sikkerhedsmæssigt lever fuldt op til det danske vintervejr, men som sparer det halvårlige skifte mellem vinter- og sommerdæk. Bilerne har fx også integreret GPS og er udstyret med varmepumpe, der sørger for en energieffektiv opvarmning af kabinen på en kold januar-morgen.