Naturstyrelsen, HOFOR og Roskilde Kommune har købt en ejendom med 37 ha jord syd for Ågerup. Ejendommen ligger inden for projektområdet for Himmelev Skov, men hænger ikke sammen med de andre områder, der er opkøbt.

Foto ABW

Opkøbet er den tredje udvidelse af Himmelev Skov siden 2022, hvor parterne købte hhv. ca. 40 og 50 ha i den sydlige del af projektområdet. Disse arealer hænger sammen med den ”gamle” Himmelev Skov. Det første areal er ved at blive tilplantet – blandt andet med et område til ”skovbadning”.

På det nye område er en del af ejendommen (ca. 7 ha) allerede § 3-beskyttet natur. Der vil derfor hurtigt være mulighed for naturoplevelser, selvom resten af området først skal planlægges og tilplantes i de kommende år. Planlægningen af det nye skovområde vil ligesom ved de tidligere områder ske via skovvandring, debat på hjemmesiden og i det lokalt nedsatte skovrejsningsråd. Med det seneste opkøb bliver Himmelev Skov på 275 ha, hvilket er større end Boserup Skov.

”Det er ikke mange dage siden, at jeg stod og var med til at plante træer og prøve skovbadning i den del af skoven, som vi købte i 2022. Det var en livsbekræftende oplevelse. Nu kan vi så tilføje endnu et område til glæde for miljøet, grundvandet og de mange borgere, som kommer til at bruge skoven. Det er fantastisk, det her”, siger borgmester Tomas Breddam.

”Vores endemål med Himmelev Skov er, at den kommer til at dække et meget stort areal mellem Himmelev/Trekroner og Store Valby/Ågerup. Det er skovrejsning i stor skala, som gør en markant forskel i forhold til kommunens klimaambitioner.
Vi er meget glade for, at lodsejerne, som vælger at sælge, kan se sig som en del af projektet”, siger formand for Klima- og Miljøudvalget, Jonas Bejer Paludan.

”I HOFOR er vi glade for samarbejdet om at plante naturskov i Himmelev, fordi skoven er med til at beskytte grundvandet, som vi pumper op i nærheden. Det vand, vi henter under jorden her, svarer til 120.000 borgeres årlige forbrug af drikkevand. At vi nu kan udvide skoven med endnu et areal på 37 hektar, er en glædelig nyhed”, siger Anne Scherfig, områdechef i HOFOR.

”Det er en stor glæde, at vi nu på få år har skabt en stor udvidelse af Himmelev Skov. Jeg ser frem til den spændende og også udfordrende planlægningsopgave det er, i dialog med borgerne omkring Himmelev, at etablere skov, som gavner både grundvand, klima, natur og de rekreative interesser”, siger skovrider Jens Peter Simonsen, Naturstyrelsen.

Fakta

Opkøbet af landbrugsejendommen er en del af en aftale mellem HOFOR, Naturstyrelsen og Roskilde Kommune.

Aftalen skal sikre beskyttelse af drikkevandet i området ved at etablere skov- og naturområder af ”høj naturmæssig og rekreativ værdi, som samtidig bidrager med positive klimaeffekter i form af først og fremmest CO2 binding”.

Himmelev Skovs historie går tilbage til 2003, hvor det blev besluttet, at Naturstyrelsen skulle etablere en statsskov nord for Roskilde. De første træer blev plantet i april 2004 i skovens vestligste del – ned mod Roskilde Fjord – syd for Østre Ringvej.

Kilde.