Andelen af 9. klasses elever, der består de obligatoriske prøver, er faldet. Men en ny CEPOS-analyse viser markante forskelle mellem kommunerne i deres evne til at løfte elevernes beståelsesprocent – selv når der tages højde for socioøkonomisk baggrund. Se, hvilke kommuner der klarer sig bedst.
I 2023 bestod 84 procent af eleverne de obligatoriske prøver i 9. klasse – et tal, der har været faldende de seneste år. En ny CEPOS-analyse viser, hvilke kommuner der bedst formår at løfte beståelsesprocenten, når der tages højde for elevernes socioøkonomiske baggrund. Analysen kan dermed fungere som inspiration for kommuner, der kæmper med at hjælpe de fagligt udfordrede elever.
“Mange kommuner lykkes ikke med at tage hånd om de elever, der er fagligt udfordret. Eleverne, der dumper, har tilbragt 10 år i skolen uden at opnå de mest grundlæggende færdigheder. Det er dybt bekymrende og bør have højeste prioritet i grundskolen,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Analysen sammenligner den faktiske beståelsesprocent med den forventede, baseret på elevernes socioøkonomiske baggrund. Nyborg, Faaborg-Midtfyn og Slagelse skiller sig positivt ud i 2023, hvor 4 procent flere elever end forventet bestod prøverne. I den modsatte ende ligger Odsherred, Lolland og Halsnæs, hvor henholdsvis -11, -9 og -8 procent færre elever end forventet klarede prøverne.
“Jeg håber, analysen kan skabe en mere nuanceret debat om skolernes kvalitet. En høj dumpeprocent betyder ikke nødvendigvis, at en kommune gør det dårligt – det kan skyldes befolkningssammensætningen. For at sænke dumpeprocenten på landsplan skal vi først identificere de kommuner, der er gode til at løfte eleverne, og derefter lære af deres metoder,” siger Karsten Bo Larsen.
Læs analysen her og se hvor god din kommune er til at løfte de fagligt udfordrede elever.