Der er igen lagt op til sommerstemning af den fineste slags, når Gimle og Roskilde Kommune inviterer til gratiskoncerter under åben himmel i Byparken, de tre sidste tirsdage i juli. Her er sommerens program.

Foto ABW

De er stolte af at kunne præsentere endnu et stærkt og alsidigt program til årets Byparkskoncerter. I år glæder de sig til at give gæsterne fantastiske oplevelser i selskab med Pil, Mille, Dorthe Gerlach, Pernille Rosendahl, Søn, HVAD CRU og CAFIR.

Spillestedsleder på Gimle, Torben Eik Jacobsen, udtaler:
“Med byparkskoncerterne fejrer vi hver sommer livemusikkens magi og markerer at Roskilde er en af landets førende musikkommuner. På Gimle ser vi koncerterne som en chance for både at skabe store, samlende musikoplevelser og som en platform til at præsentere nye, spændende kunstnere for publikum. I vores nye strategi, der træder i kraft i 2025, har vi især fokus på at udvikle livemusikken og støtte nye talenter både på scenen og bag kulisserne. Det kommer man til at kunne mærke på scenen i Byparken allerede i år, og det håber vi publikum vil være med til at bakke op om.”

”Musikken skaber Roskilde. Roskilde skaber musikken. Musikken skal ind overalt – i en stærk samklang mellem frivillige ildsjæle og høj professionalisme.
Sådan har vi politikere defineret, at vi vil være Alle Tiders Musikby.

De årlige Byparkskoncerter er en hjørnesten i arbejdet med at bygge musikbyen. Og igen i år vil vi opleve, at tusindvis af publikummer samles for at høre dansk musik fra øverst hylde. Jeg håber at se rigtig mange af jer i Byparken til en skøn sommeraften” siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Mogens Hallager.

Tirsdag d. 16. juli: Danmarks nye popdronning
Den første koncert er med den unge popkomet Pil. Vi har booket hende, fordi hun har optrådt mange gange i Roskilde og er et eksempel på en artist, som vi her i kommunen har været med til at hjælpe på vej. Hun har bl.a. været en del af Karrierekanonen, som har base her i Roskilde og spillede tidligere på året en udsolgt koncert på Gimle og så har hun optrådt til en byparkskoncert før, nemlig som opvarmning til Lis Sørensen i 2022. Nu er det Pils tur til at være hovednavn og en anden artist, nemlig det nye, spirende talent Mille, der varmer op til koncerten.

Tirsdag d. 23. juli: To af landets største kvindelige stemmer
Til sommerens anden koncert binder to af landets største kvindelige stemmer gennem to årtier, en sløjfe på et ganske særligt søsterbånd i dansk musik. Det sker, når Dorthe Gerlach og Pernille Rosendahl stikker af sammen og tager ud i det blå med en akustisk koncert i byparken d. 23. juli.

Tirsdag d. 30. juli: Tilhører Roskildes unge
Den sidste Byparkskoncert er ikke bare rettet mod de unge, den er skabt af dem. Bookinggruppen til denne aften består nemlig af unge i alderen 17-24 år, som kommer fra musikinitiativerne RIA-kollektivet, Gimles Ungepanel og eventplanlægningsforløbet DELTA. Først på plakaten står det fremadstormende indie-band Søn, der vender tilbage til Roskilde efter at have spillet på DELTA Festival i april til stor begejstring for det unge publikum. Derudover kan man opleve musikcrewet HVAD CRU og hip hop-gruppen CAFIR. Særligt for denne aften er, at HVAD CRU medbringer deres hjemmebryggede lydsystem, som vil fungere som en ekstra scene.

Samlet program

Tirsdag d. 16. juli: PIL + MILLE

Tirsdag d. 23. juli: DORTHE GERLACH OG PERNILLE ROSENDAHL

Tirsdag d. 30. juli: SØN + HVAD CRU + CAFIR

Musikken starter kl. 19.30 (kl. 18.00 d. 30. juli) i Roskilde Bypark
Gratis entré
Byparkskoncerterne arrangeres af Roskilde Kommune og Gimle.

Læs mere om kunstnerne på programmet på Gimle.dk

Kilde.