Roskilde er beriget med mange store personligheder, der på forskellig måde har sat sit aftryk på byen. Historien om en af de mindre kendte, Haralda Poulsen, fortælles nu i ny bog.

Haralda, som hun altid blot blev kaldt, var Roskildes første centralbibliotekar og viede sit (arbejds)liv til Roskilde og Roskilde Bibliotek fra 1921 og til hendes død i 1945. Haralda var en ukuelig og bemærkelsesværdig forgangskvinde i dansk bibliotekshistorie; hun gik sine egne veje og var ikke bange for at gå imod tidens normer.

Hun var i Roskilde kendt og anerkendt for sit stålsatte tro på bogen og læsningens betydning for borgerne og for sit utrættelige engagement i lokalsamfundet i og uden for Roskilde by.

Haralda kom som blot den anden kvinde nogensinde ind på Roskilde Katedralskole. Hun blev derefter, som en af de få kvindelige studerende i sin samtid, optaget på Københavns Universitet, og sidenhen blev hun uddannet cand.mag. og startede en karriere som underviser – bl.a. på Bagsværd Kostskole. Hendes opfattelse af ungdommens behov for “åndelige vitaminer”, som hun selv formulerede det, i form af læsning af god litteratur, fik hende til at gribe bibliotekssagen.

Haralda var optaget af, at bogen skulle være tilgængeligt for så mange Roskilde-borgere som muligt – og hvis man ikke havde litteraturen i sit liv, skulle man møde den. Derfor indførte hun bogkasser, så bøger kunne blive distribueret til de små sogne i oplandet uden biblioteker – en ideologisk og praktisk forløber til den bogbus, der stadig kører rundt i Roskilde Kommune.

Haralda oprettede også et hospitalsbibliotek på Roskilde Amtssygehus ud fra den tanke, at de syge skulle have ligeså gode muligheder for læsning som de raske, og hun etablerede biblioteksintroduktion for foreninger og skoleklasser.

Haraldas visioner for biblioteket for 100 år siden har sat tydeligt aftryk på det bibliotek, vi kender i Roskilde Kommune i dag.

Haraldas historie er relevant, fordi hendes kamp for bogen og læsningen og den frie og lige adgang til viden, dannelse og kulturel aktivitet uanset postnummer eller indkomst på mange måder er lige så vigtig i dag som på hendes tid. Men Haralda er også relevant, fordi hun indgår i en lang række af foregangskvinder, der i denne periode i starten af 1900-tallet sprængte rammerne for, hvad kvinder kunne opnå i samfundet.

Haralda – En forgangskvinde i dansk bibliotekshistorie er forfattet af Christian Lauersen, Biblioteks- og Borgerservicechef i Roskilde Kommune og Hans Michelsen, Stiftsbibliotekar ved Roskilde Bibliotekerne. Redaktion er varetaget af Rikke Rosenbeck og grafisk tilrettelæggelse af Gustav Valdemar Strange.

Bogen udkommer d. 24. maj i forbindelse med Roskilde Litteraturfestival, og der er bogreception kl. 12 på festivalscenen “Et blødt rum” på Roskilde Bibliotek.

Den kan købes for 75 kr. i Bibliotekscafeen på Roskilde Bibliotek eller ved henvendelse til bibliotek@roskilde.dk. Alle indtægter fra salg af bogen går ubeskåret til indkøb af nye biblioteksbøger til borgerne i Roskilde Kommune – det ville Haralda havde syntes om.

Pressefoto