Tre ud af fire bilister har oplevet andre biler i trafikken med slukkede baglygter, når det er mørkt eller sigtbarheden er nedsat. En aktuel kampagne fra Rådet for Sikker Trafik viser bilisterne, hvordan de får styr på baglygterne (regionale tal).
Tænd nærlyset – så er der lys i baglygterne. Det er budskabet i en aktuel kampagne fra Rådet for Sikker Trafik.
Baggrunden er, at der stadig er mange biler på vejene, hvor baglygterne ikke tænder automatisk, når bilen startes, eller når det bliver mørkt eller regner. Og det er langt fra alle bilister, der husker selv at tænde lygterne, når der er brug for det.
I en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik svarer 73 % af bilisterne, at de en eller flere gange har oplevet biler med slukkede baglygter, selv om de burde være tændt.
– Hvis man er usikker på, om der er lys i baglygterne, så er den sikre metode, at man tænder nærlyset. Så er der lys i både nærlyset foran og baglygterne, siger Pernille Ehlers, chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Slukkede baglygter skaber irritation
Ud over at det er risikabelt at køre rundt i mørket uden lys i baglygterne, så er det også noget, der kan få blodtrykket til at stige hos dem, der oplever det.
Knap halvdelen af bilisterne svarer i Rådet for Sikker Trafiks undersøgelse, at det irriterer dem, når andre bilister kører rundt med slukkede baglygter og kan være svære at se.
– Et godt råd er, at man ikke lader sig irritere over det, men i stedet prøver at hjælpe bilisten foran ved at blinke et par gange med det lange lys for at gøre opmærksom på, at vedkomne skal tænde baglygterne. For ofte er folk ikke klar over, at de kører rundt uden lys i baglygterne, siger Pernille Ehlers, chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Mange bilister tror fejlagtigt, at de har lys i baglygterne, uden at de har det, fordi de har sat bilens lys på auto-funktion. Men når de fx kører i tusmørke, regn eller tåge, så er det ikke altid, at bilens lyssensor opfatter, at lyset bør være tændt. Derfor anbefaler Rådet for Sikker Trafik, at man sætter sig grundigt ind i, hvordan lyset på ens bil fungerer. Og er man i tvivl, så tænd for nærlyset – så er der altid lys i baglygterne.
Gode råd:
Tænd nærlyset – så er der også lys i baglygterne. Tjek med dit værksted, om din bil kan omkodes, så baglygterne tændes automatisk, når bilen starter. Hvis du kører bag en bil med slukkede baglygter, så blink et par gange med det lange lys for at gøre bilisten foran opmærksom på det. Lad være med at blive vred på dem, der har glemt at tænde baglygterne. De er sikkert ikke klar over, at baglygterne ikke er tændt.
Find flere gode råd, faktuel viden og se den nye kampagnefilm på www.sikkertrafik.dk/baglygter
Fakta om undersøgelsen:
Har du inden for de seneste tre måneder oplevet andre bilister, som ikke havde tændt baglygterne, mens det var mørkt eller sigtbarheden var nedsat (fx på grund af regn, tåge eller sne)?
Ja, en enkelt gang: 22 % Ja, flere gange: 51 % Nej: 24 % Ved ikke: 3 %
Regionale tal: Så mange har oplevet slukket baglygter en eller flere gange:
Region hovedstaden: 71 % Region Sjælland: 74 % Region Syddanmark: 71 % Region Midtjylland: 75 % Region Nordjylland: 76 % Landsplan: 73 %
(Kilde: repræsentativ undersøgelse blandt 1.974 bilister gennemført af Wilke for Rådet for Sikker Trafik i 2022).