Dagrofa Foodservice har oprettet en online guide til, hvor du kan finde take-away i dit nærområde for på den måde at støtte op om de hårdt ramte spisesteder, der har måttet lukke pga. coronavirussens indtog i Danmark.
Hvilke restauranter tilbyder take away, og hvordan støtter jeg min lokale restaurant bedst? Efter spisestederne lukkede onsdag den 17. marts, har det været svært for danskerne at få overblik over, hvilke restauranter, der tilbyder take away i stedet.
Dagrofa Foodservice har nu valgt at støtte op om de hårdt prøvede lokale spisesteder under sloganet “Støt Lokalt” med en online guide af samme navn.
– I en meget svær tid for vores kunder, har vi valgt at gøre, hvad vi kan for at hjælpe. Derfor lancerer vi et nyt initiativ for at støtte de lokale take-away restauranter. Dem, der ikke er trænede i take-away, hjælper vi i gang. Alle kan melde sig og komme med på siden “Støt-lokalt”, der guider kunderne til de lokale take-away tilbud. Vi ved, at mange gerne vil beholde deres lokale favoritrestaurant, så vi håber det vil hjælpe flere gennem den svære tid, siger Peter Bruun, adm. direktør for Dagrofa Foodservice.
Ny hjemmeside skal hjælpe forbrugere og virksomheder.
Guiden https://stoet-lokalt.dk/ er en online oversigt til forbrugerne, hvor man kan søge på sin adresse eller sit postnummer for at se de nærmeste lokale spisesteder, der tilbyder take-away. Spisesteder kan selv tilmelde sig på https://stoet-lokalt.dk/, hvorefter Dagrofa Foodservice registrerer dem på kortet.
Dagrofa Foodservice bruger deres mangeårige erfaring i cateringbranchen til at rådgive og sparre med de spisesteder, der ikke tidligere har solgt mad ud af huset, så de kan få den bedste start på deres nye forretningsform.
Tiltaget kommer forhåbentlig til at betyde, det bliver nemmere for både spisesteder og forbrugere at holde gang i branchen, indtil dørene igen åbnes til restauranter og caféer.