Roskilde Kommune har netop købt en færdiggravet grusgrav, som indeholder en sø. Nu starter arbejdet med at gøre området klar til vandski, kajakpolo, issvømning, paddleboard og hvad de lokale idrætsforeninger ellers kan finde på at bruge søen til.
Beslutningen om at købe området for at skabe en idrætssø blev politisk taget i november 2022. Nu er grusgravningen slut, og Roskilde Kommune har købt arealet af Nymølle Stenindustrier A/S.
Søen og den forhenværende grusgrav ligger ved Lindenborgvej og Holbækmotorvejen lige ved motorvejstilkørslen ved Svogerslev. Det giver gode transportmuligheder med parkering på en pendlerplads ved nedkørslen til søen. Det er også muligt at cykle til idrætssøen via cykelruten Ringstedvej / Ledreborg Allé.
Grusgraven består af en mindre sø med stejle skrænter ned mod vandet. I den vestlige ende er der en ustabil rampe ned til et mindre strandareal.
Nu starter arbejdet med at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre med området. Der skal en del miljøgodkendelser mv. til.
Det kræver blandt andet en tilladelse, hvis rampen og grusskrænterne skal sikres mod erosion. Der er også ønsker om toiletfaciliteter, strøm og vand. På sigt er der også planer om en bro ud i vandet.