Årsopgørelsen er på vej. Ny opgørelse fra Skattestyrelsen viser, at godt 210.000 borgere i Region Sjælland anvendte kørselsfradraget i 2021. Efter et mindre fald i forbindelse med coronapandemien stiger antallet af pendlere igen.
Den 13. marts åbner Skattestyrelsen officielt for adgangen til årsopgørelsen for 2022. Også i år skal borgere, der har mere end 24 km. i alt til og fra arbejde selv sørge for at skrive antallet af kørte dage på deres årsopgørelse, så de får det rette fradrag.
Skattestyrelsens seneste opgørelse viser, at der var godt 210.000 borgere i Region Sjælland, der fik kørselsfradrag i 2021 mod godt 207.000 i 2020, hvor den ændrede hver-dag under coronapandemien også betød ændrede kørselsmønstre.
Opgørelsen viser desuden, at antallet af borgere med kørselsfradrag på landsplan igen ser ud til at følge udviklingen fra tiden før corona.
– Vi kan se, at der er flere, der igen gør brug af kørselsfradraget. Samtidig er tendensen også, at der som før corona er en lille stigning i antallet af borgere hver år, der anven-der fradraget. Det, regner jeg med, fortsætter i 2022, og jeg forventer derfor, at der vil være endnu flere, der selv skal ind og oplyse om deres kørselsfradrag, når vi åbner årsopgørelsen den 13. marts, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen.
Se kort over den regionale og kommunale fordeling af kørselsfradrag
I 2021 var der i alt 1,2 mio. borgere, der gjorde brug af kørselsfradraget på landsplan. Det er næsten 20.000 borgere flere end i 2020.
Knap 4,1 mia. kr. i kørselsfradrag i Region Sjælland
I 2021 var det gennemsnitlige kørselsfradrag i Region Sjælland godt 19.000 kr. Det største gennemsnitlige fradrag fik borgerne i Vordingborg med godt 25.000 kr., hvor borgerne i Greve, der havde det laveste fradrag, i gennemsnit fik 11.000 kr. i fradrag pr. person med kørselsfradrag. I alt lød det samlede kørselsfradrag i Region Sjælland i 2021 på knap 4,1 mia. kr.
– Kørselsfradraget er et af de mest anvendte fradrag i årsopgørelsen og kan betyde meget for det samlede resultat – om man får penge tilbage eller skal betale restskat. Så er man blandt dem, der igen er begyndt at pendle mere mellem hjem og arbejde, vil jeg bruge lejligheden til at minde om, at man får fradraget med på årsopgørelsen, siger Jan Møller Mikkelsen.
Det er muligt at få kørselsfradrag de dage, man transporterer sig til og fra sin arbejds-plads, uanset om transporten foregår i egen bil, på cykel, som samkørsel eller med offentlig transport, så længe der er tale om kørsel i forbindelse med et lønnet arbejde.
Kørselsfradraget indregnes i årsopgørelsen. Fradragets værdi er ca. 26 pct., så hvis kørselsfradraget er 1.000 kr., spares der ca. 260 kr. i skat.
Læs mere om reglerne for kørselsfradraget på skat.dk/kørselsfradrag
Se nøgletal og fakta om årsopgørelsen på sktst.dk/årsopgørelsen