Alle boliger får i disse dage en julehilsen fra politiet – håbet er at undgå flest mulige indbrud i julen
Midt- og Vestsjællands Politi udsender i dag en lidt usædvanlig julehilsen til alle husstande i politikredsens område. Folderen ”Bliv tryg i dit hjem” er fuld af gode råd til alle, der gerne vil sikre deres bolig mod uønskede gæster i julen.
”Vi ved, at der desværre hvert år er indbrudstyve, der bruger højtiden til at bryde ind i folks hjem. Men ved at følge de gode råd i folderen, så kan man mindske risikoen for at komme tilbage til et gennemrodet hjem”, siger vicepolitiinspektør Jacob Olsen.
Politikredsen håber, at borgerne vil tage godt imod initiativet. For målet er, at der skal ske så få indbrud så muligt hen over julen.
”Vi håber, at folderen kan give nogle gode drøftelser derhjemme om indbrudssikring. Og når man skal over til naboen og ønske god jul, så kan man jo tage snakken om nabohjælp. For vi ved, at folk, der holder øje med, hvem der færdes i lokalområdet, er noget af det mest effektive”, siger Jacob Olsen.
Folderen er lavet i samarbejde med Bo Trygt.
Kilde Midt- og Vestsjællands Politi.