Hver adoption er en ny begyndelse. Og det er ikke kun for hundene, men også for de familier, der åbner deres hjem og hjerter. Flere af hundene fra Roskilde Internat har for nyligt fundet kærlige hjem. Her er et glimt af deres liv i dag.
I begyndelsen af oktober blev 15 hunde bragt til Roskilde Internat efter en større hundesag. Iblandt hundene var et kuld hvalpe, der kort efter deres ankomst til dyreinternatet var klar til at få nye, trygge hjem.
Heldigvis stod flere familier klar til at tage imod hvalpene og give dem en frisk start. Nogle af hundene fik under adoptionen nye navne.
Faktaboks
15 hunde hjulpet ud af isoleret liv
I oktober 2024 blev 15 hunde overdraget til Roskilde Internat efter at have levet et isoleret liv i et hjem på Falster. Opgaven var blevet for stor for ejeren, som kontaktede Sydsjællands Politi for hjælp. Hundene, der varierede fra hvalpe til voksne, havde ingen synlige fysiske skader, men var ikke socialiseret og havde ikke haft meget menneskekontakt.
De fleste hunde, især hvalpene og unge hunde, har tilpasset sig hurtigt, mens de voksne hunde kræver længere tid til at blive trygge og klar til nye hjem. Arbejdet med hundene fortsætter, og fremtidige ejere vil blive tilbudt løbende vejledning, når de adopteres.