Knap ni ud af ti passagerer i Movias Flextrafik er tilfredse med ydelsen og den store hjælp, den giver i deres hverdag. Der er særlig stor tilfredshed blandt de passagerer, der bruger flextrafikken til og fra hospitalet eller lægen.
Passagererne i Movias Flextrafik er meget glade for kørselsordningen. Det viser en undersøgelse af kundetilfredsheden, som Megafon har lavet for Movia i efteråret 2024. 87 procent af de adspurgte passagerer svarede, at de var enten “meget tilfredse” eller “tilfredse” med Flextrafik.
“Vi er rigtig glade for, at resultatet af undersøgelsen særligt er et meget stort skulderklap til de mange dygtige chauffører, som hver dag møder passagerne ansigt til ansigt. Her viser undersøgelsen, at mere end 90 procent var “tilfredse” eller “meget tilfredse” med chaufføren under deres seneste tur,” siger Movias mobilitetschef, Pernille Appel-Hansen.
Flextrafik bruges som supplement til den almindelige kollektive trafik og som kørselsordning for borgere, der af den ene eller anden grund ikke kan benytte kollektiv trafik. I Movia er der forskellige tilbud under Flextrafik, og specielt ét stikker ud blandt passagererne. Ordningen, hvor man som passager køres til og fra behandling eller undersøgelse på hospitalet, bliver nemlig vurderet meget højt – særligt i hovedstadsområdet. 93 procent af de adspurgte i Region Hovedstaden, som bruger tilbuddet, er enten “meget tilfredse” eller “tilfredse”. I Region Sjælland ligger tallet på 88 procent.
Rigtig godt ser det også ud hos de borgere, der benytter tilbuddet til at komme til lægen eller genoptræning. 88 procent er “meget tilfredse” eller “tilfredse”. Det er en stigning på flotte ni procentpoint sammenlignet med sidste år.
Pernille Appel-Hansen glæder sig over, at passagererne fortsat er glade for at bruge Flextrafik.
“I Flextrafik hjælper vi hver dag flere tusinde borgere med at komme til både de praktiske gøremål og de festlige arrangementer. Det er dejligt, at så mange hver dag sætter sig ind i vores flexbiler og føler sig trygge ved vores service, uanset om de har brug for transport til et lægebesøg eller skal køres til juleaften hos familien,” siger Pernille Appel-Hansen.
Fakta
|