Gimle, Roskildes regionale spillested, søger en booking- og event praktikant med tiltrædelse i januar og løbende frem til juni 2020.
Gimle søger en praktikant med lyst til at arbejde i et kulturelt knudepunkt. En person, der enten er under uddannelse eller har erfaring inden for kultur, musikbooking, music management, kommunikation, performance-design eller lignende. Det er ikke et must, at du har erfaring inden for musikbranchen, men et must at du har lyst til at arbejde med musik.
Som praktikant vil du deltage i de daglige arbejdsopgaver i et travlt hus i kultursektoren. Du vil få hands-on-føling med mange forskellige arbejdsopgaver i et ungt, socialt, afslappet og hyggeligt miljø. Dine arbejdsopgaver vil typisk være: Eventplanlægning, booking af mindre bands til Gimles café, markedsføring, eventudvikling til Gimles natklub, udarbejdelse af afviklingsplaner, ledelse af Gimles frivillige caféafviklere, kontakt til bookingbureauer, bands og byens øvrige kulturaktører, samt projektledelse. Der er mulighed for at arbejde med pre-produktion og være med til koncertafviklinger. Desuden sættes der pris på dine tanker og ideer omkring udvikling af Gimle, f.eks. nye tiltag, nye koncertoplevelser, alternativ markedsføring osv.
Sideløbende med den daglige drift har du også mulighed for at oprette og udføre egne projekter, som kan binde praktikforløbet sammen med din uddannelse. I projektforløbet er der mulighed for at trække på ressourcer i Gimles store netværk.
Dit udbytte: arbejdsgang i et musisk og kreativt kulturmiljø, hands-on-erfaring med booking, eventplanlægning, pressehåndtering og kommunikationsarbejde, egne ansvarsområder, networking med diverse bureauer, journalister, musikere, organisationer, indsigt i og erfaring med facilitering af arbejdsprocesser blandt frivillige m.v.
Gimle (www.gimle.dk) er Roskildes regionale spillested, studenterhus og ungdomskulturhus. Mere end 400 årlige kulturarrangementer afholdes både i og uden for huset. Kernen er koncertdrift med årlig præsentation af mere end 250 bands. Gimle er et græsrodshus med kort vej fra idé til handling – meget energi og lidt struktur. Udover spillestedsdelen driver Gimle en café der har åbent 6 dage om ugen og natklub der har åbent hver fredag og lørdag. Gimle er stærkt engageret i Roskildes kulturliv med et samarbejde med byens øvrige aktører, ikke mindst Roskilde Festival.
Stillingen er et ulønnet praktikforløb på fuld tid. Transportudgifter i forbindelse med praktikopholdet godtgøres. Hvis dette lyder som noget for dig, så send en motiveret skriftlig ansøgning + CV pr. mail til Souschef Maria Grongstad på mariag@gimle.dk
Ansøgningsfrist: 3. november.
Eventuelle spørgsmål kan også ske ved henvendelse til Maria Grongstad på mail eller på tlf. 88 80 79 19.