Søjlepladsen på Musicon indvies som koncertsted med koncertrækken Musicon Live – i alt 12 koncerter fordelt på 4 weekenddage i juli. Den 17. juli kan du opleve Artigeardit, FRAADS og Szim. Bestil billetter her.

Artigeardit

Det blot 24-årige talent, Artigeardit fra Mørkhøj, er en af de mest interessante, talentfulde og omtalte artister på den danske hip hop scene.

Ardit har på sin helt egen måde skabt et musikalsk og visuelt univers omkring sig, som den danske musikbranche aldrig har set før. Gennem hans tekster fortæller han historier fra sit eget liv på godt og ondt. Lyden er ikonisk, forførende og let genkendelig – du er aldrig i tvivl, når du hører hans hits i radioen. Han har en stor håndfuld loyale fans, der kæmper om forreste række til hans koncerter, og hans målgruppe karakteriseres som den mest festparate generation hidtil, nemlig Generation Z. Gaffa beskriver Ardits LIVE optræden i Odense med følgende citat:

“Artigeardit er heroin for Generation Z, og for os andre, så har det været en sand fornøjelse igen at føle sig start-tyver-brandvarm.”

FRAADS

Den energiske og kunstfærdige duo FRAADS udgav sidste år deres længeventede og anmelderroste debutalbum ’FRaaaDS’, som etablerede et fantasifuldt og mangefarvet lyd univers. Et univers, der bygges videre på, til deres kommende koncerter. Deres nye single ’Er vi to en ting?’, er en elektronisk og pop baseret energiudladning, med synthmylder, hårde trommer og knust glas.

Soundvenue skrev senest, da FRAADS spillede i Tivoli København:
’Slutteligt så jeg FRAADS for femte gang, og jeg var dybt imponeret over dem. De har aldrig gjort det nær så godt som her, hvor følsomhed, frækhed, publikumstække og tænksomhed gik op i en højere enhed. Papa Erotic lød bedre end nogensinde som live-rapper, og bandet var overordnet enormt velklingende. Havde jeg kun skullet anmelde FRAADS, havde jeg nok overvejet den sagnomspundne seksstjernede anmeldelse.’

GAFFA kvitterede også med 5 stjerner sidste gang FRAADS spillede i Store VEGA for et siddende publikum:
Så tak, FRAADS, for at udfordre dansk hiphop og for at udfordre den tilhørende performance. I har inviteret mig ind i en verden, der er ny, spændende og pirrende. Og som jeg kun har lyst til at udforske yderligere og være en del af’.

Szim

Szim er 24 år og opvokset i Søborg. Som 6-årig fik hun sin første guitar, men det var først som 17-årig hun for alvor begyndte at skrive tekster og rappe. I starten var det noget hun kun gjorde for sig selv, men da hun tilmeldte sig projektet ’Urban Girls’ i 2019 tog hendes musikalske rejse for alvor fart.

I ’Urban Girls’ mødte hun Lucy Love, som kunne høre noget helt særligt i hende, og derfra startede ’Szim’. Kort tid efter mødet med Lucy Love og hendes musikalske partner Yo Akim, udkom Szim’s debut-single ’Pokus’. Szim fulgte hurtigt op med nummeret ’Dårlig Til At Svare’ der røg direkte fra Bobler på P3 listen ind på en 2. plads og lå på listen i 5 uger.

Siden har Szim udgivet singlen ’Aldrig Været i Tvivl’ og beviser nu endnu engang hvor talentfuld hun er med sin nyeste single ’10 sekunder’ som er lavet sammen med produceren Vasco.

Der er et begrænset antal billetter til salg og arrangementet afvikles trygt og sikkert efter de gældende COVID-19-retningslinjer.

Musicon Live præsenteres af Gimle i samarbejde med Roskilde Kommune, Foreningen af Aktører på Musicon og INSP! Sound med støtte fra Statens Kunstfond og Tuborgfondet.

 

PR-foto