Søjlepladsen på Musicon indvies som koncertsted med koncertrækken Musicon Live – i alt 12 koncerter fordelt på 4 weekenddage i juli. Den 23. juli kan du opleve bl.a. Alphabeat. Bestil billetter her.

Alphabeat

Umiddelbart og uncool begejstring. Tekster med snert og et ønske om at inddrage alle og enhver, som vil lytte. Det er filosofien bag Alphabeats første album i syv år, ‘Don’t Know What’s Cool Anymore’. Albummet indeholder bl.a. singlen ’Shadows – der var Alphabeats første udspil i seks år og er et af årets hidtil største danske radiohits og tilmed Alphabeats tiende Top 20 single. Alphabeat har efterfølgende fulgt op med singlen ’I Don’t Know What’s Cool Anymore’, som er endnu et hit til sætlisten.

Live-mæssigt står Alphabeat også skarpere end nogensinde før. I sommeren 2019 cementerede bandet deres plads blandt de største popnavne på den danske livescene foran op imod 200.000 mennesker på Grøn Koncert. Der er derfor lagt op til kæmpe fest, når Alphabeat spiller på Søjlepladsen.

Rebecca Lou

At rockens vildskab ikke kan forenes med popmusikkens iørefaldende kækhed er en sejlivet og helt forkert myte. Det er Rebecca Lou det endegyldige bevis på. Rebecca Lou kan både lave smadret punk, med alt hvad det indebærer af læderjakker og dommedagsguitar, men hun er også leveringsdygtig på vemodige akkorder, melodier og tekster, der sætter sig fast i din hjerne, som den mest insisterende popsang.

For Rebecca Lou har vrede både været en helende drivkraft og en udmattelse. Hendes anden single, ‘The Destroyer’, fra det kommende album ‘Heavy Metal Feelings’, fremviser en langt mere åben og sårbar side af den fandenivoldske musiker, under den nye musikalske fane ‘doom pop’. Guitarerne og den tunge doom-bas er stadig bagtæppe, men teksterne om tab, overlevelse og kærlighed bliver løftet af melodier, der er legende, catchy og forløsende.

Takykardia

Takykardia kombinerer elementer af alt fra triphop til trance i en stilsikker bevægelse mellem pop og kunst, og trioen blev nomineret som ‘Årets Håb’ ved Steppeulven 2021. Bandet fastholder publikums nysgerrighed med den innovative, rytmiske fremdrift, pop-melodiernes kompleksitet, samt de åbenhjertige tekster, som leveres med dyb indlevelse af sangerinde Luna Matz, hvis baggrund som performance-kunstner tydeligt ses i bandets eksplosive live-shows.

Der er et begrænset antal billetter til salg og arrangementet afvikles trygt og sikkert efter de gældende COVID-19-retningslinjer.

Musicon Live præsenteres af Gimle i samarbejde med Roskilde Kommune, Foreningen af Aktører på Musicon og INSP! Sound med støtte fra Statens Kunstfond og Tuborgfondet.

Alphabeat. Pressefoto.