Gimle arrangerer mange koncerter, foredrag og shows for voksne og unge, men vidste du at Gimle faktisk også er for børn? Her kan du læse om et udpluk af de arrangementer, der holdes for børn i foråret 2015:
Den 26. april kan du komme med Gimle ned i den hemmelige kælder. I mødes kl. 11.30 og går sammen op gennem Roskilde by. Turen går tilbage til middelalderen, dengang hvor Roskilde var Danmarks hovedstad. På Algade 3 findes den hemmelige kælder, men hvad der er i den røbes ikke. Det må I tage med for at finde ud af. En billet koster 50 kr.
Den 3. maj kan du sammen med Gimle lave din egen musikvideo, du skal nemlig både være instruktør, klipper, danser og skuespiller! Der arbejdes med nemme go-pro kameraer og redigering foregår på Ipad. Der vil være forskellige genrer af musik, så alle kan være med. Det anbefales dog, at deltagerne er mellem 6-12 år. Dørene åbner kl. 11.30 og showet starter kl. 12. En billet koster 80 kr. i forsalg og 100 kr. i døren.
Den 10. maj kan du komme til rockkoncert med både udklædning, trommesolo og masser af lir. Bandet hedder AB/CD og spiller et interaktivt rockshow rettet mod børn i 3-15 års alderen. Bandet spiller de gode gamle nummer, dem som mor og far kender. Husk at medbringe din egen luftguitar! Dørene åbner kl. 11.30 og showet starter kl. 12. En billet koster 100 kr. i forsalg 120 kr. i døren.
Alle arrangementer afholdes i tanken på Gimle, med mindre andet er angivet. Billetter kan købes på www.gimle.billetten.dk eller i døren.
/Stine Amanda