To af landets største stemmer gennem to årtier, binder sløjfe på et ganske særligt søsterbånd i dansk musik. Det sker, når Dorthe Gerlach og Pernille Rosendahl stikker af sammen og tager ud i det blå med en akustisk koncert i Roskilde Bypark d. 23. juli.

Foto ABW

”Det her er virkelig et con amore-projekt – et krydsbefrugtet samarbejde, som er opstået på baggrund af vores møde i musik, fælles kreativitet og skabertrang. Men først og fremmest er det et venskab, der bare er eksplosivt sjovt og ukompliceret. Som to søstre, stikker vi af fra alt det fornuftige og så må vi se, hvor musikken og venskabet tager os hen sammen denne gang,” fortæller Pernille Rosendahl.

De brød begge igennem i 00’erne. Den ene i front for et af de mest farverige og markante rockbands, Swan Lee, mens den anden tryllebandt danskerne med anmelderrost country-pop med duoen Hush. På mange måder er de to vidt forskellige kvinder og alligevel hugget ud af den samme sten. Og nærmest simultant debuterede Gerlach og Rosendahl også med egne sange, da de i midten af 10’erne udgav hver sit stærke soloalbum.

Både Gerlach og Rosendahl har medvirket med stor succes i musikprogrammet, Toppen af Poppen, mens de for alvor fandt hinanden på tour med Danmarks Underholdningsorkester. Det er da også med en vis respekt og et blødt hjerte for hinandens musikalitet og stemmer, de begiver sig ud på nye eventyr.

”Jeg har altid haft enorm respekt for Pernilles ukuelige drive og idérighed. Og altid elsket hendes stemme – selv da hun hapsede prisen som ”Årets Danske Sangerinde” for snuden af mig ved Danish Music Awards i tidernes morgen. Men jeg ser tilbage og smiler. For nu står vi her, så mange år senere, klar til at omfavne hinandens univers. Det glæder jeg mig til, for der sker nemlig noget fedt, når vi damer har hinandens ryg, og jeg er pavestolt over, at skulle synge sammen med Pernille,” fortæller Dorthe Gerlach.

Der er med andre ord lagt op til en ganske særlig sommeraften i søsterbåndets ånd, i selskab med Gerlach & Rosendahl, hvor historier skal fortælles, egne sange skal fortolkes som aldrig før og nye musikalske stier betrædes.

PRAKTISK INFORMATION
Musikken starter kl. 19.30 i Roskilde Bypark.
Gratis entré.

Byparkskoncerterne arrangeres af Roskilde Kommune og Gimle.

Kilde.