I store dele af verden falder tilliden til nyhedsmedierne, men i Danmark er tilliden stadig uændret høj, viser ny international rapport om danskernes brug af nyhedsmedier.
Under coronapandemien steg tilliden til nyhedsmedierne i en lang række lande, heriblandt Danmark. Årets udgave af Reuters Digital News Report viser dog, at denne opblomstring langt fra er et varigt fænomen i mange af de 46 lande, som er en del af årets rapport. Tilliden til nyhedsmedier er faldet i 21 lande fra 2021 til 2022, men ikke i Danmark. I eksempelvis USA er tilliden til nyhedsmedier nede på 26 procent, mens den i Danmark er 58 procent.
“Når tilliden til nyhedsmedier i Danmark fortsat er høj, er det udtryk for den generelt høje tillid til nyhedsmedier, vi har set i Danmark, siden vi begyndte at måle det. Tilliden kan variere fra år til år, men samlet set ligger Danmark på et stabilt højt niveau. I Norden er det kun Finland, der har højere tillid end os, mens vi ud af alle 46 lande ligger på en fjerdeplads,” siger professor Mark Blach-Ørsten.
På trods af den fortsat høje tillid til nyhedsmedier, kan flere af de negative udviklinger, der findes internationalt, dog genfindes i Danmark, omend i mindre omfang. I USA er den generelle interesse for nyheder faldet fra 67 procent i 2017 til 47 procent i 2022. I Danmark viser tallene et fald fra 54 procent i 2017 til 49 procent i 2022. På samme måde svarer 46 procent i USA, at de af og til eller ofte undgår nyheder, mens tallet for Danmark er 20 procent.
“Selvom andelen af danskerne, der ofte eller af og til undgår nyheder, er lav sammenlignet med USA, så er tallet dog også stigende i Danmark fra 2017 til 2022. Tidligere undersøgelser har vist, at det er de mange nye digitale tilbud, der trækker opmærksomheden væk fra nyhedsmedierne. I årets undersøgelse ser dette ud til at være en særlig udfordring for den yngre målgruppe,” siger professor Kim Schrøder, der leder den danske del af Reuters-undersøgelsen.
Sociale medier spiller fortsat en stor rolle i nyhedsforbruget verden over. Det er stadig Facebook, som er det mest populære sociale medie, når det gælder nyheder, og det gælder stort set for alle 46 lande, der deltager i undersøgelsen. Men andre sociale medier som YouTube og TikTok vinder også frem i forbindelse med nyhedsbrug.
“I Danmark er Facebook stadig det førende sociale medie, når det drejer sig om nyhedsbrug. Mens YouTube og TikTok vinder frem i mange lande, så er brugen af YouTube til nyheder i Danmark stadig meget begrænset, og TikTok er slet ikke med på danskernes topliste over sociale medier,” siger studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst.
Udover de nævnte resultater viser årets Reuters Digital News Report også følgende for Danmark: • Andelen af befolkningen, der mener, at nyhedsmedierne er fri for politisk indflydelse, er steget fra 2017 (41 procent) til 2022 (43 procent).
• Andelen af danskerne, der betaler for et digitalt nyhedsabonnement, ligger stabilt på 18 procent.
• Andelen af danskerne, der lytter til podcast, er steget fra 28 procent sidste år til 32 procent i år.
• Se desuden særrapport om unge danskernes brug af nyhedsmedier, der kan findes her.