Digital stress på arbejdspladsen kan gøre os udmattede og give os hovedpine og ondt i ryggen. Det konkluderer en ny bog, som bygger på RUC-adjunkt Raluca A. Stanas forskning om konsekvenserne af den øgede digitalisering.
Digitale værktøjer bringer ikke kun gode ting med sig, viser forskningen. Tværtimod er det dokumenteret, at teknologien i stigende grad udgør en sundhedsrisiko for både ledere og medarbejdere. Blandt andet i form af såkaldt digital stress, som i værste fald har sundhedsmæssige konsekvenser som rygsmerter, hovedpine og generel udmattelse.
Årsagerne til digital stress kan være, at teknologierne er upålidelige, at man er usikker på, hvordan teknologien skal anvendes – og ikke mindst den konstante forventning om at være tilgængelig døgnet rundt.
’Digital stress på arbejdspladsen’ er forfattet af adjunkt i digitalisering og teknostress Raluca A. Stana. fra Roskilde Universitet og lektor i ledelse og digitalisering Hanne Westh Nicolajsen fra IT-Universitetet. Bogen bygger på Raluca A. Stanas ph.d.-afhandling om teknostress.
“Hvis vi vil opnå et mere balanceret og bæredygtigt arbejdsliv, er det vigtigt, at vi anerkender digital stress,” siger Raluca A. Stana og fortsætter:
”Vi er kritiske over for digitalisering og ønsker med bogen at hjælpe arbejdspladserne til at tage ansvar. Men vi forsøger at forholde os balancerede. Der er forskning, som viser, at vi bruger op til 20 procent af vores arbejdstid på at få teknologien til at virke. Og at i 70 procent af de tilfælde, hvor vi prøver at løse et teknisk problem, så lykkes det os ikke at løse kerneproblemet, hvilket vil sige, at problemet vil vise sig igen og igen, og det er jo også dyrt for virksomheden.”
Håndbog med forslag til handling
Bogen ’Digital stress på arbejdspladsen’ er en håndbog for ledere og medarbejdere, som kortlægger sammenhængen mellem digitalisering og stress og besvarer spørgsmål som:
• Hvad er digital stress/teknostress?
• Hvordan bidrager digitalisering til stress på arbejdspladsen?
• Hvilke skrevne og uskrevne praksisser kan føre til digital stress?
Bogen indeholder også en handlingsrettet del, der undersøger og præsenterer tiltag, der kan iværksættes for at mindske fænomenet på arbejdspladsen.
Mere om bogen og Raluca A. Stana
Bogen ‘Digital stress på arbejdspladsen’ er udgivet af Djøf Forlag og bygger på Raluca A. Stanas forskning i digital stress og er fagfællebedømt. Sammen med medforfatter Hanne Westh Nicolajsen har hun tidligere udgivet artikler om digital stress i forbindelse med internationalt anerkendte konferencer.