En af landets toneangivende eksperter inden for strategi og virksomhedsledelse fylder 50 år den 30. august 2019. Mikael Vest er blandt andet forfatteren bag Danmarks bedst sælgende strategibog ”Strategi i vindervirksomheder” og driver i dag virksomheden Vinderstrategi A/S.
Strategi, finans og ledelse
Mikael Vest er født den 30. august 1969 i Hørning i Østjylland. Efter endt uddannelse som bankmand bliver han i 1996 udnævnt til afdelingsdirektør for Jyske Bank i Horsens. På det tidspunkt er Mikael Vest blot 27 år og er på daværende tidspunkt den yngste direktør i banken.
Knap 10 år senere bliver Mikael Vest i 2005 udpeget som direktør for det dengang nystiftede pensionsselskab Letpension A/S, der blev oprettet af en sammenslutning af 121 danske banker. Her blev han landets yngste livsforsikringsdirektør.
Sideløbende med karrieren i finanssektoren udgiver Mikael Vest i 2003 bogen ”Strategi i Vindervirksomheder”. Allerede på det tidspunkt kunne den blot 33-årige Mikael Vest se, at det var et stort behov for en bog, der udredte og kom med gode eksempler på strategi som værktøj til vækst. Bogen blev hurtigt en stor succes i erhvervslivet, universitetsverdenen og blandt rådgivere og er med sine 27.000 eksemplarer og 12 genoptryk den mest sælgende strategibog i Danmark nogensinde.
Som 37-årig sætter Mikael Vest sig to nye mål: Dels skal han kunne leve af professionelt bestyrelsesarbejde og dels skal han realisere sine drøm om at starte egen strategivirksomhed. I dag er begge mål nået; Mikael Vest har de seneste ti år bestredet godt 30 bestyrelsesposter, og han er i dag en del af ti bestyrelser for virksomheder på tværs af Danmark – heraf fem poster som bestyrelsesformand. I slutningen af 2008 forlader Mikael Vest Letpension A/S for at stifte strategivirksomheden Vinderstrategi A/S. Et godt netværk og tidligere kunder meldte sig hurtigt på banen, og Mikael Vests næse for strategi blev hurtigt efterspurgt i erhvervslivet. Der gik derfor ikke længe før direktioner og bestyrelser rundt omkring i landet søgte hjælp hos den nystiftede strategivirksomhed, og Mikael Vest har nu mere end 300 strategiske forretningsprojekter under bæltet og har bl.a. en række større ejerledede virksomheder og kapitalfonde som faste kunder.
Lever af sin hobby
I dag er Vinderstrategi A/S en af landets førende strategivirksomheder og beskæftiger otte ansatte på virksomhedens kontor, der ligger kun 22 skridt fra Københavns Hovedbanegård. Kunderne er kommet i en lind strøm siden starten i 2009, og de fleste af dem er vel at mærke tilbagevendende. Mikael Vest og Vinderstrategi A/S har først og fremmest markedsført sig gennem de opnåede resultater, og den strategi har givet pote. I dag rådgiver Mikael Vest og Vinderstrategi A/S således nogle af landets større virksomheder såsom Waao A/S, Orifarm Generics A/S, Stenhøj Holding A/S, Alumeco Holding A/S, Hedensted Gruppen A/S, Nordicals A/S, Bonnier Publications A/S, NRGi, Kopenhagen Fur m.fl.
Udover at drive sin egen virksomhed og det omfattende bestyrelsesarbejde er Mikael Vest ekstern lektor på Aarhus Universitet inden for strategi, ledelse og værdiansættelser. Han er desuden censor på landets øvrige universiteter.
Privat bor Mikael Vest i Jyllinge. Når vejret tillader det, tilbringer han fritiden på hans motorbåd. Derudover løber han en del og dyrker sin interesse for moderne kunst og i særdeleshed kunstneren Marco Evaristti.
Fødselsdagen markeres under private former.