Kultur- og Idrætsudvalget bevilger i alt 11 mio. kr. til foreningsfitness de kommende år. Pengene går til hhv. et projekt i Vindinge og et i Himmelev. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelse.
De mange penge kommer fra Puljen til kultur-, fritids- og idrætsfaciliteter, hvor Vindinge får 2 gange 4 mio. til brug i hhv. 2021 og 2022, mens projektet i Himmelev støttes med 3 mio. kr. til brug i 2023. I Vindinge skal midlerne bruges til at udbygge hallen, så de eksisterende fitnessfaciliteter får permanente rammer, mens der i Himmelev er planer om at skabe nye faciliteter i tilknytning til badmintonhallen.
“Den idrætsfacilitetsanalyse, vi har fået gennemført sidste år, viser klart, at motion, som vi kan dyrke på individuelle vilkår, er meget efterspurgt blandt kommunens borgere. Derfor giver det god mening for os i Kultur- og Idrætsudvalget at støtte yderligere muligheder på det område. Vi har allerede velfungerende fitnesstilbud i foreningsregi i Viby, Gastrup og Jyllinge. Nu giver vi så Vindinge et løft og mulighed for at skabe noget nyt i Himmelev”, siger Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Claus Larsen.
Udvalget har blandt andet også prioriteret midler fra puljen til idræts- og bevægelsesfaciliteter i naturen (1,5 mio. hvert år fra 2021), granulatsikring af eksisterende kunstgræsbaner (i alt 1,5 mio. kr.) og en ridehal til Himmelev Rideklub (2,7 mio. kr. i 2021).
Fakta
Ved foreningsbaserede fitness er der frivillige instruktører og en valgt bestyrelse, og et evt. overskud bliver i foreningen – dvs. der er ikke nogen, der skal tjene penge på det.
En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut i 2010 viste, at der er klare forskelle mellem medlemmerne i de foreningsbaseret fitness og de kommercielle fitnesscentre. F.eks. tiltrækker de kommercielle centre flest unge, mens de foreningsbaserede centre har en større aldersspredning.
En EU-afgørelse fra 2027 slår fast, at det er i orden, at vi i Danmark har idrætsforeninger med fitness baseret på frivillig ulønnet arbejdskraft ved siden af de kommercielle centre.