Beredskabsstyrelsens ’Forberedt på kriser’ med anbefaling og råd til borgerne om hjemmeberedskab bliver i de kommende uger udsendt via Digital Post. Desuden vil trykte eksemplarer af pjecen i løbet af september kunne findes på bibliotekerne.
I samarbejde med relevante myndigheder har Beredskabsstyrelsen lanceret ’Forberedt på kriser’, som indeholder anbefaling og råd til, hvordan du som privatperson bør forberede dig på krisesituationer.
I materialet anbefaler myndighederne, at du skal kunne klare dig selv og din hustands behov i tre døgn, hvis der skulle opstå en krisesituation. Desuden indgår råd og en tjekliste, der kan dække de mest basale behov.
Hidtil har materialet været tilgængeligt på Beredskabsstyrelsens hjemmeside, men nu kommer pjecen direkte ud til danskerne. ’Forberedt på kriser’ udsendes over de kommende uger via Digital Post til alle danskere over 18 år, der er tilmeldt digital post.
– Det er vigtigt at understrege, at Danmark er et trygt og sikkert land. Der er derfor ingen grund til at blive bekymret, når man modtager ’Forberedt på kriser’. Men det er godt at være forberedt. Jo flere der er i stand til at klare sig selv og hjælpe andre omkring sig under og umiddelbart efter en krise, jo stærkere står vi som samfund, siger Beredskabsstyrelsens direktør Laila Reenberg.
Personer over 18 år tilmeldt Digital Post kan forvente at modtage ’Forberedt på kriser’ i løbet af august og primo september. Udsendelsen strækker sig af tekniske årsager over nogle uger, så det kan ske, at du modtager pjecen før eller efter fx familiemedlemmer, venner eller naboer.
Tilgængelig på biblioteker
Pjecen ’Forberedt på kriser’ bliver desuden trykt i 300.000 eksemplarer, som via kommunerne vil blive fordelt på relevante lokaliteter, fx biblioteker, borgerservice og lignende. Materialerne forventes klar på bibliotekerne i løbet af september.
Oversættelser til flere sprog kan findes her
Dialog med interessenter
Ikke alle har samme forudsætninger eller muligheder for at forberede sig. Derfor indgår Beredskabsstyrelsen og andre myndigheder i dialog med en række organisationer for at sikre, at der bliver taget hånd om alle grupper og borgere.