Sjællandske virksomheder inviterer folkeskoler indenfor
Dansk Byggeri har åbnet en helt ny virksomhedsbank, hvor skoler kan gå ind og finde håndværkere i lokalområdet, der har lyst til at vise deres fag frem for eleverne. Fire skoler fra Roskilde Kommune skal på virksomhedsbesøg i løbet af foråret og efter sommerferien.
Dansk Byggeri har oprettet en virksomhedsbank, som håndværkere fra hele landet kan tilmelde sig, hvis de vil samarbejde med en folkeskole fra deres lokalområde om at udbrede kendskabet til bygge- og anlægsbranchen. Det skal give eleverne mulighed for fx at komme i erhvervspraktik eller besøge en byggeplads.
Fra Roskilde Kommune kommer en eller flere 7. klasser fra Lynghøj- og Klostermarkskolen på besøg hos virksomheden Gorm Hansen, mens Dåstrup og Peder Syv Skole skal have undervisning om og besøge CRH Concrete.
– Eleverne kommer til at blive undervist i, hvordan byggeriet bliver til, og de vil få en masse spændende viden med hjem, som de fx skal bruge til projekter i fagene matematik, kemi og fysik, siger Jesper Toftebjerg Andersen, formand for Dansk Byggeri Region Sjælland.
I forbindelse med at skoler kan komme på besøg hos Dansk Byggeris medlemsvirksomheder, har organisationen udviklet undervisningsmateriale med tilhørende guides, der kan bruges af både lærere og virksomheder.
– Undervisningsmaterialet giver en støtte til lærerne, der måske ikke lige ved, hvordan matematik og samfundsfag kan give deres elever indsigt i håndværksvirksomhedernes dagligdag. Og det samme materiale kan virksomhederne bruge, når de vil forklare byggeriets processer til eleverne. På den måde kan eleverne koble deres nye viden om byggeri med, hvorfor man fx skal kunne løse en ligning i matematik, forklarer Jesper Toftebjerg Andersen.
Læs mere om Dansk Byggeris virksomhedsbank her |