Oversvømmelserne efter “Bodil” i december 2013 satte gang i fire kystbeskyttelsesprojekter i Roskilde Kommune.
-To er afsluttet og det tredje – og største – i Jyllinge Nordmark går i jorden den 12. oktober. Dermed nærmer al kystbeskyttelse i kommunen sig en afslutning.
“Det har ikke bare været en kamp mod vejret men også mod indviklede love og komplicerede processer. Jeg vil gerne sige tak til alle de borgere, der både har vist stort sammenhold, når vandet steg, og som er gået ind i processen med digelag og meget andet med stort engagement”, siger borgmester Joy Mogensen.
“Det har ikke bare været en kamp mod vejret men også mod indviklede love og komplicerede processer. Jeg vil gerne sige tak til alle de borgere, der både har vist stort sammenhold, når vandet steg, og som er gået ind i processen med digelag og meget andet med stort engagement”, siger borgmester Joy Mogensen.
“Der er gået godt fire et halv år fra det første borgermøde efter stormen Bodil, til projektet i Nordmarken går i jorden.
Det har været svært at forstå for mange af de berørte borgere, at der skulle gå så lang tid. Og jeg forstår dem. Spørger man eksperter inden for kystbeskyttelse, vil de sige, at et projekt af denne størrelse normalt vil tage mindst den dobbelte tid at gennemføre. Nu skal vi helt i mål, så alle kan sove trygt,” slutter Joy Mogensen.
Byrådet har i går godkendt en opdateret VVM-redegørelse for Jyllinge projektet.
I sidste måned bevilgede byrådet ekstra 7,8 mio. for at få den sidste kommunale del af udgifterne dækket.
Tilbage i 2014 afsatte politikerne 44,1 mio. kr. til bl.a. at hjælpe borgerne med deres betaling af projekterne.
Byrådet i Roskilde Kommune besluttede meget tidligt, at det ville betale 50% af de berørte borgers udgifter til kystsikring, mens andre kommuner har valgt fx kun at bidrage med teknisk hjælp.
Dette løfte om at ville bidrage med halvdelen – samtidig med, at projektet i Jyllinge Nordmark er blevet dyrere end ventet – har betydet, at der var behov for yderligere penge til kystsikringen.
De fire projekter er:
Jyllinge Nordmark med et dige langs fjorden, en sluse ved Værebro Å og et dige langs åen.
I Jyllinge Nordmark er projektet efter af have være i udbud blevet betydeligt dyrere end de oprindelige overslag.
Byrådets beslutning om maksimal egenbetaling for de berørte grundejere på 50 %, betød, at der skulle afsættes 18,2 mio. kr. ekstra til at dække den kommunale andel.
Inderfjorden vest med en mur – delvis mobil – fra “Snekken” til sejlklubben ved Kællingehaven.
Inderfjorden vest er færdig inkl. en opgradering af havnepromenaden. Udgiften her blev ca. som anslået.
Inderfjorden midt med en sikring af museumsøen ved Vikingeskibsmuseet med bl.a. watertubes.
Inderfjorden midt er også afsluttet med den forventede udgift.
Inderfjorden øst, som er endt med et mindre projekt for det kommunale areal ‘Tømmergrunden’.
Det samlede projekt i inderfjorden øst – som omfattede dele af kysten langs Frederiksborgvej – blev indstillet i 2017, da beboerne ikke ønskede projektet. De afsatte midler til Inderfjorden øst indgår nu i finansiering af kystsikringsanlæg i Jyllinge Nordmark. Dog bliver sikring og opgradering af det kommunale areal ‘Tømmergrunden’ fastholdt til en udgift på 3 mio. kr.
150-400 kr. pr. måned
I Jyllinge Nordmark vil grundejernes udgift til finansiering af stormflodssikringen udgøre i størrelsesordenen 30.000 kr. – 80.000 kr. alt efter antal parter og, om de skal bidrag til østdiget ved Værebro Å.
Det svarer til en månedlig ydelse på mellem ca. 150-400 kr.
Den endelige økonomi ligger først fast, når anlægget er etableret, og alle udgifter er betalt og digelaget har oprettet kommunalgaranteret lån.
Det var også i Jyllinge Nordmark, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i maj måned hjemviste kommunens tidligere VVM-tilladelse til projektet.
Det var forventet, da plangrundlaget tidligere var hjemvist, fordi projektet blev tilpasset under vejs. Derfor skulle en opdateret VVM-redegørelse i en ny offentlig høring på otte uger.
Nu har byrådet altså på dets møde den 12. september behandlet og vedtaget den opdaterede VVM-redegørelse. Derfor kan det konkrete arbejde starte om en måned.