Det blev beboerne ved Roskilde Havns vestlige del, der kom først med et digelag, der skal sikre dem mod kommende stormfloder. Jyllinge Nordmark følger hurtigt efter med en stiftende generalforsamling den 19. maj. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Digelaget i Inderhavnen Vest får til opgave at vedligeholde den kommende kystbeskyttelse og sikre, at de mobile dele kan opsættes ved behov.

Fra venstre, bagerste række: Niels Erik Sørensen, Carsten Engtoft Holgaard, Palle Vedel, Per Westergaard, Christian Toft Fra venstre, forreste række: Hans-Henrik Madsen, Birger Lindstrøm Jensen, Flemming Østergaard
Fra venstre, bagerste række: Niels Erik Sørensen, Carsten Engtoft Holgaard, Palle Vedel, Per Westergaard, Christian Toft.
Fra venstre, forreste række: Hans-Henrik Madsen, Birger Lindstrøm Jensen, Flemming Østergaard.

Bestyrelsen i digelaget fik følgende medlemmer:
Hans-Henrik Madsen, Flemming Østergaard og Birger Lindstrøm Jensen.

Som suppleanter blev valgt Carsten Engtoft Holgaard, Palle Vedel og Per Westergaard.

Niels Erik Sørensen, Roskilde Havneselskab, Christian Toft, Roskilde Roklub og en person fra Roskilde Kommune har også fået en plads i bestyrelsen.

Selve kystsikringen bliver på små 500 meter i et forløb fra Roklubben hen til efter Sejlklubben. Sikringen bliver dels en lav mur og dels en række åbninger, der kan lukkes med bjælker, når vandet stiger.

Samtidig med at digelaget nu er stiftet, er et rådgivende ingeniørfirma ved at projektere kystbeskyttelsen i detaljer, så opgaven kan sendes i udbud blandt entreprenører. Kystdirektoratet skal også give deres godkendelse af projektet.

Selve anlægsarbejdet vil – hvis alt går efter planen – gå i gang til vinter.

Fakta
Kystsikringsanlægget er budgetteret til 3,4 mio. kr.
Beboere skal betale 0,7 mio. kr., mens kommunen som grundejer betaler 0,8 mio. kr. Desuden bidrager kommunen med yderligere 1,9 mio. kr.
Vedligeholdelsen vil koste digelaget omkring 50.000 kr. om året.
Som en del af projektet bliver også gennemført en opgradering af havnepromenaden og belægningen på strækningen. Det vil koste kommunen 8,6 mio. kr.