TRYG skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om skybrud:
Sommeren er højsæson for skybrud. Det har danskerne ikke mindst måtte sande i juni og juli måned i år, som har budt på adskillige skybrud. Men faktisk peaker skybrudssæsonen i august, der statistisk set er den måned på året, hvor der er flest dage med skybrud. Med andre ord er det stadig en god idé at forberede sig på et eventuelt skybrud og sætte sig ind i, hvad man gør, hvis uheldet er ude.
Hvert år får tusindvis af danskere vandskader i deres hjem eller virksomhed som følge af skybrud. Senest gik det blandt andet ud over borgere på Midtsjælland samt i Nord-, Midt- og Østjylland, da himlen i sidste uge åbnede sine sluser over Danmark.
Ifølge DMI er der hvert år gennemsnitligt 22 dage, hvor der et eller andet sted i Danmark forekommer skybrud. Med 6,5 dage i snit er der flest dage med skybrud i august, skarpt forfulgt af juli med 5,1 dage.
Og med de mange skybrud følger en lang række skader.
“Siden år 2000 har det årlige antal skybrudsskader i august ligget på cirka 1500 i snit hos Trygs privatkunder. Til sammenligning er tallet for maj ikke mere end knap 150. Nogle år er det stukket helt af i august. For eksempel i 2010, hvor Danmark blev ramt af et usædvanligt voldsomt skybrud. Dér anmeldte privatkunderne omkring 6000 skader, og det er rigtig meget – selvom det er vand ved siden af det historiske skybrud i juli 2011, hvor vi registrerede over 15.000 skybrudsskader hos vores privatkunder,” udtaler Charlotte Dietzer, der er skadechef i Tryg.
Også i 2001, 2004 og 2006 lå tallene for august højt med et spænd på mellem 2400 og 3500 skybrudsskader hos Trygs privatkunder i sommerens sidste måned.
August er med andre ord en måned, hvor det i mindst lige så høj grad som i juli gælder om at være forberedt på skybrud. For selvom skybruddet ikke kan forhindres, kan der gøres meget for stoppe vandets vej ind i boligen og for at minimere skaderne efter et skybrud.
Til de mere langsigtede løsninger hører for eksempel etablering af tilbageløbsstop, højtvandslukke og pumpebrønd. Desuden bør man generelt sørge for gode kloakker og dræn omkring huset samt sikre sig, at terrænet falder væk fra huset og at der ikke er nogen revner eller huller i fundament, sokkel eller tagsten m.m.
Men der er også noget, man kan gøre her og nu for at forebygge skader på bygning og indbo som følge af skybrud. Eksempelvis er det en god idé at gå en runde om sit hus og tjekke, at der ikke er nogen utætheder, og dække dem til, hvis det er tilfældet.
“Vi opfordrer blandt andet også til, at man fjerner personlige ejendele fra steder, der kan være udsatte i tilfælde af oversvømmelse og vandudslip. Forsikringen dækker, men vi kan jo ikke erstatte gamle minder i form af billeder og breve eller andre genstande af høj affektionsværdi, hvis de bliver beskadiget af vandet. Med nogle små foranstaltninger som at sætte ejendelene op på hylder i kælderrummet kan du gøre en kæmpe forskel”, fortsætter Charlotte Dietzer og fortæller, at Trygs kunder som noget nyt har mulighed for at få en vanddetektor med i købet, når de samler deres forsikringer i selskabet.
Vanddetektoren kan registrere læk eller oversvømmelse dér, hvor den er monteret i hjemmet. Det kunne for eksempel være i kælderen. I tilfælde af skybrud med vandindtrængning i kælderen orienteres kunden straks via push-beskeder på mobilen. Desuden kan kunden tilmelde naboer og lignende, så de får en SMS, hvis vanddetektoren registrerer vand i kælderen. På den måde er det muligt at opdage skaden og reagere med det samme, hvorved ødelæggelserne kan begrænses.
“Hvis uheldet er ude, og der er trængt vand ind i boligen, er det vigtigt at handle hurtigt, så der ikke opstår mere alvorlige skader på indbo og bygning. For eksempel risikerer man fugtskader, som på kort tid kan udvikle sig til skimmelsvamp. Det er én af årsagerne til, at det også er en god idé, at man laver en aftale med nogen om at holde øje med sin bolig, hvis man ikke er hjemme, når der er varslet skybrud – eller hvis man er væk igennem længere tid på ferie eller lignende,” slutter Charlotte Dietzer og giver følgende råd til, hvad man på den korte bane kan gøre, hvis der er varslet skybrud.
Forebyggende råd
Det kan du gøre her og nu, hvis der er varslet skybrud i dit område:
– Køb en dykpumpe og en vandslange i byggemarkedet, hvis du har kælder og tidligere har haft vand i kælderen eller bor i et område, der før har været ramt af oversvømmelser.
– Flyt uerstattelige ting fra kælderen og op i stueplan.
– Fjern ejendele fra gulv og vandudsatte områder og sørg for, at dine ejendele står et godt stykke over gulvet, hvis du ikke har plads til dem andre steder. Opbevar ejendelene i plastkasser på hylder og reoler, der kan tåle vand samt afvaskning/desinficering i tilfælde af, at regn- eller kloakvand trænger ind.
– Hold vinduer og døre lukkede og undersøg, om de alle lukker helt tæt. Hvis ikke, kan du løse det her og nu ved at montere en plade med tætningslister foran. Du kan også lægge sandsække foran utæthederne.
– Dæk lavtsiddende vinduer og døre i kælderplan af og afskærm lyskasser og kældernedgange, herunder nedkørsel til kældergarage.
– Tjek tagrender og nedløb. Måske har de brug for at blive renset for blade og lignende, så vandet kan komme væk.
– I mangel af et højvandslukke kan du selv begrænse opstigende kloakvand ved at lave her-og-nu versionen, hvor du lægger et tykt og stort stykke plast oven på afløbet i gulvet og sætter tunge sandsække oven på.
– Forsøg at være hjemme under skybruddet, eller bed naboen om at holde øje med dit hus.