Selv om man ved, det er sundt at være en del af et fællesskab, er det ofte lettere sagt end gjort – især for mænd. Nu har Sundhedsstyrelsen bevilget kr. 1,4 mio. kr. til nye mandefællesskaber i Roskilde. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Fællesskaberne for mænd findes i mange udgaver, men fælles for dem er muligheden for også at bruge den del af ens maskulinitet, som ikke får så meget plads i hverdagen:
– Sydpå mødes mændene f.eks. på torvet og spiller boule, men på vores breddegrader har vi ikke samme tradition. Her bliver man som mand nemt lidt isoleret og rodløs med alderen. Det er meget uheldigt. Undersøgelser viser nemlig, at det sunde liv langt hen ad vejen kommer af sig selv, når man er med i et godt fællesskab, forklarer Morten Gjerskov, formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Der er mange fordele ved at være med i et mandefællesskab; Nyt netværk, nye venner, nogen at tale med om stort som småt, nye oplevelser og sidst, men ikke mindst skubbet fra de andre til at komme i gang med det man ikke har kunne tage sig sammen til på egen hånd.
Mandesnak og udflugter
Roskilde Kommune har arbejdet med fællesskaberne gennem et stykke tid, hvilket Roskildemodellen for Mandefællesskaber vidner om. Omkring 40 mænd har allerede fundet vej til seks fællesskaber for mænd, der har rundet 60 år. Mændene mødes et par timer hver 14. dag til mandsnak eller udflugter. Fælles for dem er, at de har været på udkig efter et nyt mandligt netværk. De har alle hver især ressourcer, men en del af mændene er eller har været i et svært sted i livet. Det kan være nyligt pensionering, mistet ægtefælle eller venner, lille netværk eller tilflytter.
Udbredes til hele landet
Mandefællesskaberne i Roskildemodellen skal nu videreudvikles, beskrives og afprøves yderligere i samarbejde med Røde Kors Roskilde. I forbindelse med projektets start har Roskile Ældremotion f.eks. lanceret et nyt motionstilbud til mænd over 60 år, som har haft svært ved at komme i gang med motion på egen hånd. Målet er at udbrede Mandefællesskaberne i Roskildemodellen nationalt.