534 danske virksomheder gik konkurs i september, og det er en stigning på 39 procent sammenlignet med september 2021. Ifølge direktør hos data- og analysevirksomheden Experian er konkurstallene set over det seneste år ikke alarmerende, men mange virksomheder har det svært lige nu.
Ifølge tal fra analyse- og datavirksomheden Experian gik 534 danske virksomheder konkurs i september. I samme måned i 2021 gik 384 danske virksomheder konkurs – en stigning på 39 procent.
– Efter en stille sommerperiode er der i september kommet flere konkurser. Stigningen på 39 procent sammenlignet med 2021 er markant. Men hvis vi ser på tallene i en lidt længere tidshorisont, er antallet af konkurser de seneste 12 måneder kun cirka syv procent højere sammenlignet med de foregående 12 måneder, siger Bo Rasmussen, direktør hos data- og analysevirksomheden Experian, som har set nærmere på konkurstallene, der er baseret på informationer fra offentlige registre.
Han fortsætter:
– Det er fortsat vores forventning, at erhvervslivet står på tærsklen til en usikker periode, og vi ved erfaringsmæssigt, at økonomisk nedgang ofte først sætter sig i konkurstallene efter noget tid.
Experian-direktøren peger også på, at coronalån lige nu er en ekstra hård modstander for de virksomheder, der i forvejen er presset på likviditeten.
Kreditvurdering og brug af data
Experian-direktøren pointerer, at virksomhedernes kreditpolitik skal tage hensyn til de aktuelle usikkerheder i samfundsøkonomien. Samtidig skal finansvirksomhederne fortsat yde ansvarlig långivning, når virksomhederne kommer med ønsker om kredit.
– Det er naturligvis altid vigtigt, at dine kunder kan vedligeholde og betale lån tilbage. Men med den aktuelle usikkerhed er det særligt vigtigt. Det er sandsynligt, at flere virksomheder, og i øvrigt også private forbrugere, kommer i klemme med restancer de kommende måneder, advarer Bo Rasmussen og fortsætter:
– Flere virksomheder kommer sandsynligvis også til i højere grad at tage lån for at klare de almindelige driftsudgifter frem for at investere i for eksempel udviklingsprojekter.
Om Experian
Experian er verdens førende leverandør af data- og analysetjenester. Under livets store øjeblikke – fra at købe et hjem eller en bil, til at opstarte en forretning- giver vi forbrugere og vores kunder mulighed for at administrere deres data med tillid. Vi hjælper enkeltpersoner med at tage økonomisk kontrol og få adgang til finansielle tjenester, og virksomheder til at træffe bedre beslutninger. Vi hjælper långivere med ansvarlig långivning og organisationer og virksomheder med at forhindre identitetssvig og kriminalitet.
Vi har 20.600 kollegaer, der opererer i 43 lande, og hver dag investerer vi i nye teknologier, talentfulde mennesker og innovation for at hjælpe alle vores kunder med at maksimere enhver mulighed. Vi er noteret på London Stock Exchange (EXPN) og er en fast bestanddel af FTSE 100-indekset.
Lær mere på http://www.experian.dk eller besøg vores globale nyhedsblog for at få de seneste nyheder og indsigter fra vores verden.