Nye tal viser, at 96 procent af folkeskoleeleverne i Roskilde Kommune får karakteren 02 eller derover ved 9. klasses afgangsprøve i både dansk og matematik. De seneste tre år er der sket et fald i antallet og andelen af elever, der ikke består dansk og matematik.
De seneste tre år er der sket en stigning i både antallet og andelen af folkeskoleelever i Roskilde Kommune, der består dansk og matematik ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøve. Stigningen skyldes et fald i antallet og andelen af elever, der ikke består, fra 48 til 34 elever over de seneste tre år.
Alle skal have en ungdomsuddannelse
Roskilde Kommune arbejder målrettet med at skabe et godt læringsmiljø på skolerne, der kan styrke alle elevers faglige resultater. Derfor handler det blandt andet om særlige indsatser i læsning og matematik, som er med til at fastholde den gode udvikling, hvor der er færre elever, der ikke opnår at få 02 i gennemsnit i både dansk og matematik.
– Tallene viser, at vi bevæger os i den rigtige retning. Men vi skal fortsat have fokus på dem, der ikke klarer sig fagligt godt eller som ikke trives i folkeskolen, så de også bliver klar til at tage en ungdomsuddannelse. Det mål vil vi fortsat have, fordi det er en vigtig forudsætning for de unges muligheder for at få job og blive selvforsørgende, siger borgmester Tomas Breddam.
Særlige indsatser virker
I skoleåret 2017/2018 var der 39 elever, der ikke opnåede 02 i karaktergennemsnit i både dansk og matematik. Dem har forvaltningen fulgt op på for at se, hvordan det er gået dem videre, og det ser ikke ud til, at de har ladet sig slå ud af de lave karakterer. For over halvdelen af eleverne er i dag i gang med en ungdomsuddannelse. Ti elever er i gang med forberedende eller afklarende uddannelse, mens de resterende fem elever er i gang med andre aktiviteter som eksempelvis fultidsarbejde.
– Det er positivt, at flere elever opnår mindst 02 i dansk og matematik. Kompetencer i dansk og matematik er afgørende forudsætninger for de unges muligheder for at fortsætte i uddannelse og beskæftigelse. Men det er også vigtigt, at vi husker at følge op på de elever, som ikke i første omgang klarer det og hjælper dem godt videre, siger Jette Henning, der er formand for Skole- og Børneudvalget.