Med 30 smittede med corona den seneste uge, er Roskilde Kommune nu ‘rød’ i oversigten fra sundhedsmyndighederne. Roskilde Kommune opfordrer derfor alle borgere til at holde afstand, sikre god hygiejne og holde sig hjemme ved tegn på sygdom, så smitten ikke spredes yderligere..

‘Vi skal minde hinanden om, at corona stadig er her. Vi skal overholde retningslinjerne – også selvom vi mest har lyst til give et kram til dem, vi holder af, og selvom samfundet åbner for flere aktiviteter. Ellers risikerer vi at bringe smitten videre til nogle af dem, som virkelig ikke kan tåle den,’ siger borgmester Tomas Breddam.

Roskilde Kommune har i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed vurderet, at der er grund til at følge situationen nøje. Smitten er primært at se hos borgere i 30-40-års alderen og hos enkelte børn, så der er ikke i øjeblikket grundlag for restriktioner eller særlige tiltag.

Det er til gengæld vurderingen, at der er behov for en øget opmærksomhed omkring retningslinjerne. Derfor vil kommunen i de kommende dage kontakte foreninger, uddannelsessteder og andre aktører med opfordring til at bringe budskabet videre.

‘Det med at holde afstand og god hygiejne er noget vi skal mindes om hele tiden. Derfor opfordrer jeg alle, til at holde budskabet i live,’ lyder det fra Tomas Breddam.

Roskilde Kommune samarbejder aktivt med Styrelsen for Patientsikkerhed om smitteopsporing og sender nære kontakter hjem til test, hvis en elev/et barn eller en medarbejder får en positiv COVID-19-test, ligesom medarbejdere på plejecentre og i hjemmeplejen testes regelmæssigt.

 

Foto: ABW