Der lægges op til store bøder og frakendelse af førerret i flere sager efter at lastbiler og varevognen blev kontrolleret nær Roskilde.
Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi kontrollerede onsdag lastbiler og varevogne ved Hyrdehøj vest for Roskilde. Der blev fundet flere alvorlige fejl på de kontrollerede køretøjer.
Allerede inden kontrollen var gået i gang fik to af politiets færdselsbetjente, mens de var på vej til kontrolstedet, standset køretøjer med fejl på.
I det ene tilfælde havde føreren af en lastbil ikke noget kørekort og brugte en anden chaufførs førerkort i den takograf, der skal kontrollere køre/hvile-tid. Det bliver dermed til en sag om personelfalsk, som kan udløse en frihedsstraf.
I det andet tilfælde blev der standset en jysk lastbil med ulovligt safarigitter på. Men derudover var udstødningen også ændret, så den kunne larme ekstra meget. Både safarigitter og udstødningsspjældet blev konfiskeret på stedet, og det skal nu udregnes, hvad bøden løber op i.
Ved selve kontrollen viste det sig, at en lastbil havde et dæk, der var så nedslidt, at der var hul ind til selve ståltrådene i dækket, der dermed blev tæret af vind og vejr. Lastbilen kørte endda rundt med en cirka 17 ton tung gravemaskine på ladet. Den var kun sikret med en enkelt strop, der maksimalt kunne holde 8 ton. Der lægges nu op til en frakendelse af førerretten.
Endeligt fattede en af politiets ansatte mistanke til en rumænsk varevogn, som han tidligere havde bemærket i Roskilde-området. Det viste sig at varevognen blev brugt til godstransport men uden tilladelse og uden takograf. Desuden var dieselpartikelfilteret skåret op, så det defekte partikelfilter kunne tages ud. På den måde kunne varevognen køre videre uden at få indsat nyt partikelfilter, fordi motorstyringen samtidigt var manipuleret. Det kostede en samlet bøde på 57.000 kroner stedet.
Desuden blev der kontrolleret yderligere otte varebiler, som kun havde småfejl, men til gengæld havde så mange af dem, at det samlet løb op i bøde på 200.000 kroner.